Fortsæt til indhold

DF-kandidat dropper valgplakaterne: »Hvis vi virkelig vil tage ansvar, bør vi vise, at vi mener det alvorligt«

Debat
Daniel Aage HolmByrådskandidat – Dansk Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ved sidste folketingsvalg valgte jeg at droppe valgplakaterne – og det gør jeg også til dette kommunalvalg. Ikke fordi jeg ikke vil ses, men fordi jeg synes, vi som politikere skal tænke os om og bruge pengene klogt.

For mens almindelige danskere vender hver en krone for at få hverdagen til at hænge sammen, bliver der stadig brugt store beløb på pap, plastik og strips, der hænger i lygtepælene i et par uger – for så at ende i skraldespanden. Det giver hverken mening økonomisk eller miljømæssigt.

Jeg vil gerne rose partierne i Skanderborg Kommune for at blive enige om at skære omkring 20 procent ned på valgplakater i år. Det er et skridt i den rigtige retning – men langt fra nok. Hvis vi virkelig vil tage ansvar, bør vi vise, at vi mener det alvorligt og droppe dem helt.

Det er samtidig tankevækkende, at især de røde klima-partier taler varmt om bæredygtighed, men hvert valg hænger tusindvis af plastikplakater op. Det hænger simpelthen ikke sammen.

Jeg har stor respekt for kandidater, der gerne vil ud og vise flaget – især når man stiller op for første gang. Men jeg mener, at man viser størst ansvar ved at bruge fornuften.

Dansk Folkeparti står for ordentlighed, sund fornuft og respekt for de mennesker, der får Danmark til at hænge sammen. Derfor siger jeg klart:

Lad os droppe valgplakaterne – og vise, at vi også kan føre valgkamp med omtanke for både økonomien og miljøet.