Fortsæt til indhold

Jeg bliver stædigt ved med at spørge: Hvad skal der ske med svømmesalen

Debat
John Haarup LaursenKandidat til byrådet for Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad skal der ske fremadrettet med svømmesalen i Hørning, spørger et socialdemokratisk byrådskandidat. Det er også noget, jeg har spurgt om mange gange, medens jeg sad i byrådet, da vi skulle beslutte, om der skulle bygges en ny skole i Hørning.

Jeg var helt klar over, at der i mange år ikke var brugt mange penge på at vedligeholde svømmesalen, og derfor holdt jeg stædigt ved at spørge ind til dette.

En af betingelserne fra min side for at sige ja til en ny skole var, at svømmesalen skulle bibeholdes, for jeg var helt klar over, at svømmeklubben med sine cirka 1000 medlemmer havde brug for et sted, hvor de kunne dyrke svømning lokalt.

Jeg tror faktisk, at der var nogle af byrådsmedlemmerne, der var godt trætte af mig, fordi at jeg blev ved med at spørge ind til svømmesalens fremtid. Men heldigvis lovede man, Socialdemokratiet, at svømmesalen skulle bevares i fremtiden.

Så det vil være en god idé, at man lige spurgte ind til det i sit eget parti, for jeg er da også meget spændt på, om man stadig har samme holdning.

Men under alle omstændigheder vil vi i DanmarksDemokraterne gøre alt, hvad vi kan, for at den bevares.