Fortsæt til indhold

Når du strammer garnet...

Debat
Vitus JordanFormand for Lev Randers
Karina HjorthFormand for Randers kommunes Handicapråd
Asger LaustsenFormand for Danske Handicaporganisationer i Randers
Flemming SørensenNæstformand for Danske Handicaporganisationer i Randers

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er i kommunen et forslag undervejs om at fjerne to af de fem medlemmer i Handicaprådet, som repræsenterer kommunens handicappede. Det er et forslag, som vi protesterer imod, fordi det vil lægge store sten i vejen for rådets arbejde. Samtidig går det stik imod alle gode hensigter om øget inddragelse af kommunens borgere udenfor de ansattes og byrådets faste rammer.

Det var et stort fremskridt dengang i 2006, da alle kommuner fik pligt til at have et handicapråd. Således også i Randers. Rådet er et organ, som skal spørges om alt, der har at gøre med kommunens indsats for borgere med handicap. Altså ikke kun indenfor det store socialområde, men også for eksempel uddannelse, undervisning, byggerier, tilgængelighed i byer, huse og trafik og meget, meget andet. Det handler ikke alene om borgernes retssikkerhed, men også om at vejlede politikere og administration, inden der træffes beslutninger.

Enhver i Randers inden for området ved, hvor stor og krævende en opgave dette er. Ikke mindst for de fem medlemmer fra Danske Handicaporganisationer i Randers, som hverken er politikere eller kommunalt ansatte.

Reglerne for kommunernes handicapråd anviser, at der skal være ”lige mange på hver side” – mellem tre og syv medlemmer fra handicapverdenen. I Randers har der siden 2007 været fem. I sammenlignelige kommuner er der typisk det samme – eller flere.

Det er et krav, at man skal tilstræbe, at de mange handicapområder alle er repræsenterede. Det gælder både fysiske, psykiske og kognitive handicap – voksne såvel som børn. Det er selvsagt i forvejen et større puslespil, og det bliver tæt på umuligt at opfylde kravet, hvis kommunen over natten skærer antallet af brugerrepræsentanter ned fra fem til tre.

Handicapområdet er et velfærdsområde, der råber på videre udvikling. Dette her er en helt gal vej at gå, Randers.