Fortsæt til indhold

»Det vi nu ser fra de etablerede politikere er alvorligt uambitiøst«

Debat
Lisa PerkinsByrådskandidat (LA)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad har SF, Socialdemokratiet, Enhedslisten og De Konservative til fælles i Favrskov Kommune? De har besluttet, at alt i Favrskov Kommune fungerer, som det skal. At systemet er perfekt, at ledelseslagene er velfungerende, og at vi bare skal fortsætte præcis som nu.

De seneste to eksempler bragt i denne avis, hvor Enhedslistens Peder Meyhoff og borgmester Lars Storgaard i sjælden enighed slår fast, at der intet behov er for forandring i Favrskov. Enhedslisten og De Konservative går hånd i hånd i forsvar for systemet. Hvis det ikke får konservative vælgere til at få morgenkaffen galt i halsen, så undrer det mig gevaldigt.

Et mærkværdigt flertal af siddende byrødder mener, at Liberal Alliance tager helt fejl, når vi henviser til Cepos’ beregninger, der peger på et effektiviseringspotentiale på 30 millioner kroner i den kommunale administration. Ifølge vores borgmester og den politiske opposition er alt allerede i orden, og enhver snak om forenkling eller optimering er rent og skær “regnearksdrømmeri”.

Først og fremmest skal vi lige huske, at Cepos’ beregninger fastslår et faktisk potentiale på intet mindre end 65 millioner i unødig administration. Men deres beregninger er et oplæg til debat. De er ikke et facit. Heller ikke for os.

Derfor er Liberal Alliance ikke gået til valg på at finde 65 millioner i administrationen i Favrskov. Vi er gået til valg på at nedsætte et effektiviseringsudvalg, der skal undersøge, hvordan vi kan gøre tingene bedre, så vi kan prioritere kernevelfærden højere for de samme penge.

Det mindste, man burde kunne forlange af et byråd, er da, at de tør kigge ned i systemet i stedet for at gemme sig bag systemet. Selv en veldrevet kommune kæmper med strukturer, der stjæler velfærdskronerne. Vi betaler én af verdens højeste skatter uden at have verdens bedste børnehaver, skoler og ældrepleje.

Noget skal gøres i Danmark, i kommunerne – også i Favrskov. Det vi nu ser fra de etablerede politikere, anser jeg for alvorligt uambitiøst på borgernes og Favrskovs vegne.

Jeg har ambitioner om familier og børn, som stortrives og oplever topkvalitet i kernevelfærden. Det kræver en veldrevet kommune. Ikke bare en bedre drevet kommune end de andre.

Og heri opstår problemet. Hver gang nogen foreslår at nytænke kommunens måde at arbejde på – at se på ledelseslag, mødekultur, administration, bureaukrati og pseudoarbejde – så mødes det med trods og modværge. Som oftest af partier og politikere, der igennem 4, 8, 12, 16 eller 24 år har været med til at forædle netop denne arbejdsmåde. ”Intet at komme efter her”.

Det er bekvemt, men kun delvist sandt. For det er ikke lederskab, og det er ikke hele sandheden, og det er præcis derfor, der er brug for Liberal Alliance. Det er præcis derfor, jeg stiller op.

Forandring kræver mod og villighed til benhård prioritering. Mod til at stille spørgsmål. Mod til at se på, om vi rent faktisk bruger pengene bedst muligt i virkeligheden og ikke kun på et papir eller i sammenligning med andre kommuner. Mod til at tro på, at borgernær velfærd vokser, at der er plads til seriøs familiepolitik, når vi fjerner de strukturer, der sluger vores skattekroner.

Hvis Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Konservative virkelig mener, at alting er perfekt, så har de i det mindste fundet hinanden. Jeg ved dog, at ikke alle der oplever kernevelfærden i Favrskov, er enige. Og på vegne af dem fristes jeg så til at konstatere, at en stemme på de etablerede åbenbart er en stemme på nul forandring, ingen nytænkning og ingen reformer.

Det gør det en anelse lettere for mig målrettet at sige, helt uden tøven: Der er brug for en frisk start i Favrskov.