Fortsæt til indhold

»Udvikling skal betale for velfærd i Randers«

Et tættere samarbejde med erhvervslivet og fagforeningerne skal sikre flere lokale arbejdspladser, ser S-kandidat som en af løsningerne.

Debat
Peter Amstrup Nielsen (S)Kandidat til byrådet for Socialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Randers skal udvikle sig hurtigere, men udviklingen skal ske med menneskerne i centrum. Når vi bygger nye boliger, udvider erhvervsområder og investerer i byens fremtid, skal det ske med et klart mål - udvikling skal betale for velfærd.

Vi skal skabe flere attraktive boliger, så Randers kan vokse og tiltrække nye borgere. Men vi må samtidig huske at passe på de eksisterende kvarterer og de grønne rekreative områder, der gør byen levende og tryg. Udvikling handler ikke kun om mursten, men om livskvalitet.

Udvikling handler ikke kun om mursten, men om livskvalitet.

Et tættere samarbejde med erhvervslivet og fagforeningerne skal sikre flere lokale arbejdspladser og et stærkere skattegrundlag. De penge skal bruges til at styrke vores fælles velfærd. For mig som socialdemokrat handler politik netop om at skabe balance mellem vækst og tryghed - mellem investeringer og omsorg.

Ældreområdet skal være en høj prioritet. Vi har brug for flere varme hænder, bedre arbejdsvilkår og tid til omsorg. Teknologi kan være en hjælp, men den kan aldrig erstatte nærvær og menneskelig kontakt.

Vi skal have gjort den kollektive trafik billigere og bedre. For mange borgere har i dag svært ved at betale for bussen eller toget, og det går ud over både sammenhængskraften og klimaet. Jeg vil i byrådet være talerør for en kollektiv trafik, der er til at betale, kører oftere og dækker hele kommunen, så alle har mulighed for at komme rundt - uanset indkomst og bopæl.

Hvis Randers skal være en kommune, hvor vi passer på hinanden, skal væksten bruges til at styrke fællesskabet. Det er socialdemokratisk politik. Derfor skal udviklingen i Randers sættes op - kun derigennem får vi råd til fremtidens velfærd.