»Stop med at tænke småt. Vi er ikke bare Norddjurs – vi er Overdjurs«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære ildsjæle og naturglade borgere,
Norddjurs har i mange år levet med efterdønningerne fra dengang, vi næsten gik konkurs.
Vi blev forsigtige. Vi sparede. Vi tænkte småt. Men tiderne har ændret sig, og økonomien i kommunen er faktisk sund. Det er på tide, vi rejser os, trækker vejret dybt og tør tænke stort igen.
Vi skal gøre Norddjurs til Danmarks kulturmetropol med naturen som scene.
Vi har det hele: havet, markerne, skovene, historien og ikke mindst menneskerne. Det er ikke bygninger eller budgetter, der skaber liv, men mennesker med idéer, mod og lyst. Jeg tror på, at individet kan gøre en forskel.
Jeg er frivillig i forsamlingshuset Las Vegas. Der oplever jeg Norddjurs’ sjæl i levende live: rytmepædagogik for de små, rap for de unge og ringridning for de voksne. Det er dér, vi skaber, lærer og mødes på tværs. Forestil jer, hvis vi gav hele Norddjurs den energi.
Grenaa skal være hovedstaden i Norddjurs og lokomotivet for forandring. Det er her, vi skal sætte ind først. Vi skal have liv i de tomme butikker, give plads til unge og gamle der vil skabe musikrum, kreative værksteder, podcaststudier og meget mere. Vi skal tage chancer og give folk nøglen til de tomme lokaler. Ingen grund til at lade bymidten stå stille, når den kan summe af idéer og lyd.
Jeg ser en kommune, hvor kultur ikke er pynt, men motoren.
Hvor vi bruger naturen aktivt, ikke bare som baggrundsbillede. Derfor drømmer jeg om Norddjurs Kaminoen. En snoet cykelsti, der binder vores byer og landskaber sammen. Den skal ikke kun gøre det tryggere at cykle, men også være en oplevelse: med shelters, bålpladser, madsteder og naturkunst undervejs. Det er “blød turisme” med kant. Noget corona mindede os om: at Danmark er et fantastisk sted at holde ferie.
Jeg kan ikke love medvind på cykelstierne, som Jacob Haugaard gjorde, men jeg kan love, at jeg ikke vil holde status quo. Vi skal have forandring. Vi skal have vækst kulturelt, menneskeligt og økonomisk.
Vi har brug for politikere, der tør slippe tøjlerne og lade borgerne skabe.
Jeg vil ikke være en del af kaffeklubben, der sidder og tænker sig til løsninger. Jeg vil ud og finde dem sammen med jer. For det er i fællesskabet, i naturen og i kulturen, at Norddjurs kan blive det sted, vi alle drømmer om.
Vi er ikke bare Norddjurs. Vi er Overdjurs.
Invester i kultur: Det betaler sig.