Lokalpolitik er at træde ud af komfortzonen og bidrage med nye perspektiver
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg sagde ja som en af de sidste til at stille op til kommunalvalget den 18. november 2025. Nu er jeg blevet noget nyt: politiker.
Det er en titel, der ofte vækker stærke følelser – og indimellem modstand. Det føles ærligt talt grænseoverskridende.
For mig, der finder ro i en stille tur langs Ebeltoft Vig med hunden, var det en stor ting at stå foran Kvickly med et tre meter højt beachflag og en brochure med mit ansigt på. Det føltes som at tage elevatoren op i Eiffeltårnet med svedige håndflader og blikket stift fremad.
Jeg stiller op for Venstre, efter gode og konstruktive samtaler med Christoffer, Venstres borgmesterkandidat. Men partipolitik fylder ikke meget for mig. Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil gøre en forskel for vores kommune – ikke for at være enig, men for at bidrage med noget andet.
Jeg har ikke en lang liste af klassiske mærkesager. For ærligt talt – hvem ønsker ikke god ældrepleje, en tryg skolegang for vores børn eller en velfungerende infrastruktur – eller at vi passer på klimaet og vores havmiljø?
Det er ikke kontroversielle standpunkter – det er fælles værdier, som vi alle deler. Det vigtige er, hvordan vi når derhen.
Det handler ikke om at nedtone holdninger, men om at supplere dem med forståelse [...] og evnen til at lytte og samarbejde.
Derfor tror jeg på, at vi også skal tale om noget andet i lokalpolitik:
• Hvordan vi samarbejder – på tværs af forvaltninger, fagligheder og med civilsamfundet.
• Hvordan vi skaber en kultur i kommunen, hvor borgerne oplever nærhed og gennemsigtighed.
• Hvordan vi bruger erfaring, personlighed og kompetencer som pejlemærker – ligesom vi gør, når vi sammen bygger stærke fællesskaber og udvikler vores lokalsamfund.
Det handler ikke om at nedtone holdninger, men om at supplere dem med forståelse for organisering, ledelse, økonomi og jura – og ikke mindst evnen til at lytte og samarbejde.
Jeg er ikke født politiker. Jeg er Peter, kandidat nr. 19 på Venstres liste ved det kommende kommunalvalg – en helt almindelig borger med et stort engagement og et ønske om at gøre en positiv forskel for vores kommune. Det er min mærkesag.
Tak til jer, der giver et skulderklap til os, der stiller op. Det varmer – især når man træder uden for komfortzonen og lader hjertet vise vejen.