Fortsæt til indhold

Havndal Sundhedshus er et eksempel på et styrket, nært sundhedsvæsen

Socialdemokratiske politikere vil have flere eksempler som Havndal Sundhedshus i Randers Kommune.

Debat
Michele Offenbach Holm (S)Kandidat til regionsrådsvalget 2025
Anne Hjortshøj (S)Byrådsmedlem og kandidat til kommunalvalget 2025

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sundhed må aldrig afhænge af held eller bopæl. I Randers Kommune skal hjælpen være tæt på, menneskelig og tilgængelig for alle, uanset hvor du bor.

Derfor skal det nære sundhedsvæsen styrkes, så mere sundhed bringes tættere på borgerne. Det skaber både tryghed og lighed i vores sundhedsvæsen.

Her er Havndal Sundhedshus et rigtig godt eksempel. Huset huser blandt andet læger, fodterapeut, massør, trivselscoach, Hørecenter Midt, rygestopkurser og flere andre nære sundhedstilbud. Huset har med andre ord gjort det muligt for borgerne at få hjælp og behandling i nærområdet – hjælp, som de tidligere måtte rejse langt for at få. Samtidig byder huset også på fællesskab blandt andet gennem suppeaftener og andre lokale arrangementer.

Fællesskab er sundhed, og her kan små, lokale tiltag gøre en stor forskel i hverdagen for dem, der har mest brug for det.

Eksempler som Havndal Sundhedshus skal vi have flere af i Randers Kommune. Vi skal kortlægge behovene for nye lokale sundhedstilbud og se, hvordan eksisterende tilbud som Havndal Sundhedshus kan styrkes via for eksempel udvidelser og øget tilgængelighed. På den måde får endnu flere borgere adgang til sundhedstilbud tæt på eget hjem. Det handler ikke kun om fysisk adgang, men om at skabe tryghed og nærhed til de borgere, der bor længst væk fra Randers.

Sundhed handler ikke kun om behandling. Det handler også om forebyggelse, trivsel og fællesskab. Når vi støtter lokale initiativer mod ensomhed, skaber mødesteder og styrker nabofællesskaber, investerer vi direkte i borgernes livskvalitet og mentale sundhed. Fællesskab er sundhed, og her kan små, lokale tiltag gøre en stor forskel i hverdagen for dem, der har mest brug for det.

Havndal Sundhedshus er et eksempel på, hvordan vi fremover kan skabe nære, trygge og tilgængelige sundhedstilbud i hele Randers Kommune tæt på de mennesker, der har brug for dem. Det vil vi arbejde målrettet på nu og i fremtiden. Alle skal kunne stole på, at hjælpen er der, når de har brug for den - tæt på hverdagen.