Fortsæt til indhold

»Min skraldespand til pap og tekstiler er tæt på gabende tom – så at tømme den er jo molboagtigt«

DF-kommunalpolitiker kritiserer den "one size fits all"-løsning, som affaldssortering er i sin nuværende form.

Debat
Eva Damsgaard (DF)Kommunalpolitiker for Dansk Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er nærmest helligbrøde at kritisere den hidsig-grønne omstilling, men affaldssortering er bare en sten i skoen hos rigtig mange borgere.

Modsat flere andre kommunale serviceydelser er affaldssorteringen nemlig ikke fleksibel. Det betyder at en familie på fem betaler det samme som en enlig pensionist, og at man kan glemme alt om f.eks. færre tømninger. Mantraet er tilsyneladende, at »one size fits all«.

Jeg har fået flere henvendelser (tak for det), som netop omhandler denne firkantede tilgang og om den unødige kørsel og tømning, borgerne oplever. Sjovt nok er det noget, der er gået fuldstændig hen over hovedet på mange hidsig-grønne politikere.

Eva Damsgaard (DF). Pressefoto

For der tales der jo ellers meget om individuelle behov, og vi har da også sikret mere fleksibel børnepasning i børnehaver og mulighed for hjemmepasning af eget barn. Alt sammen med øje for borgernes forskellige behov, men et blik på individuel affaldshåndtering og et mindre forbrug er ikke-eksisterende.

Personligt har jeg faktisk samme problem. Min spand til pap og tekstiler er tæt på gabende tom, idet den kun indeholder fire ugeaviser. Hvorfor? Jo, jeg har fravalgt alle reklamer og køber ikke over nettet. Det er mit bidrag til den grønne omstilling, men den unødvendige tømning af min tomme spand reducerer jo på molboagtig vis mit bidrag.

Denne ”one size fits all”-tilgang er både belastende for klimaet og borgernes økonomi. Derfor vil vi i Dansk Folkeparti arbejde for en mere fleksibel og fornuftig grøn omstilling, der er baseret på sund fornuft.