Mere fokus på kvinders symptomer på sygdomme, tak!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når vi som hhv. kredsformand for sygeplejerskerne i Region Midtjylland og politiker samme sted laver dette fælles debatindlæg, så er det, fordi vi har en fælles sag, som vi finder meget vigtig at sætte mere fokus på. Og det er ligebehandling af mænd og kvinder, når det gælder diagnosticering og behandling af sygdomme, og når det gælder forskellige former for forskning.

Vi er ikke ude i en “kønnenes kamp” eller hvem det er mest synd for. Vores ærinde er at pege på de oversete forskelle på, hvordan og hvornår kvinder diagnosticeres og hvordan de behandles derefter.

Molecule Institute har lavet en hvidbog herom, og heri dokumenterer de, at for 770 sygdomme diagnosticeres kvinder senere end mænd, og ud over det helt åbenlyse i, at det medfører stor påvirkning af kvinders livskvalitet koster det også rigtigt meget i sygedage og tabt arbejdsfortjeneste for både kvinderne og deres arbejdspladser.

Hvilke sygdomme taler vi så om? Det kan være gigtsygdomme, hvor kvinder er overrepræsenterede. Det kan være endometriose, som man estimerer, at 10% af kvinder i den fødedygtige alder lider af – kun 2 % er diagnosticerede med sygdommen. Og det kan være de oversete symptomer i forbindelse med overgangsalderen, der kan starte op til 10 år før og vare til 10 år efter menopausen. 2 ud af 3 kvinder er påvirkede af det i en sådan grad, at 20% undlader at søge nye arbejdsopgaver, 19% undlader at søge mere ansvar på jobbet og 5,6% har helt opsagt deres job pga gener i forbindelse med overgangsalderen. Det er estimeret, at det koster op mod 4 milliarder kroner for samfundet om året i tabt arbejdsfortjeneste – ud over det helt indlysende store tab af livskvalitet for rigtigt mange kvinder og deres familier.

I Region Midtjylland har vi afsat 15 millioner kroner årligt til øget indsats for at afhjælpe nogle af disse åbenlyse urimelige forskelsvilkår. Vi mener, at vi i regionen, som stor kvindearbejdsplads, bør gå foran med en livsfasepolitik, hvor vi har et særligt blik for, hvordan vi som arbejdsplads bør stille passende og relevante arbejdsvilkår til rådighed, hvor der er mulighed for hensyn til kvinders livscyklus.

Derudover skal vi afdække, hvordan vi bedst muligt hjælper flest kvinder til et bedre liv med korrekt og hurtig diagnosticering, behandling – og at vi får iværksat relevant forskning heri hurtigst muligt. Det vil vi arbejde for fra hvert vores udgangspunkt.