Fortsæt til indhold

»Vi gør Syddjurs Great igen«

Partiet Samfundssind for Frihed vil blandt andet gøre det mere attraktivt at hjemmepasse sine børn og give hjemløse fra storbyen jobs i landbruget.

Debat
Vivian AlexandruFormand for Partiet Samfundssind for Frihed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mit navn er Vivian Anita Alexandru, og jeg er formand for Partiet Samfundssind for Frihed, lærer, mor og kone til Andreas Nilsson, som sammen med mig stiller op til kommunalvalget – for at gøre Syddjurs Kommune great igen.

Man kan spørge: Er Syddjurs ikke allerede skøn?

Svaret er: Jo, men efter vores overbevisning er kommunen på vej mod øget kontrol, overvågning samt nedlæggelse af landbrug, familieliv og arbejdsmuligheder – som følge af fejlprioriteringer på både kommunalt, nationalt og globalt plan.

Vi sætter især fokus på at gøre Ebeltoft great again, fordi Ebeltofts historie bygger på at være en handelsby i vækst. Den øgede centralisering i Danmark har dog medført, at storbyerne får al opmærksomhed og monopol, mens udkantsdanmark bliver tilsidesat og nedprioriteret.

Mange vælger ikke at tro det, men vi mener, at vi bevæger os mod en fremtid, hvor vores børn fortsat vil mistrives i skolerne, de ældre og udsatte fortsat vil blive tilsidesat, priserne vil stige, og troen på “samfundssind” vil føre til, at folk presses ud i medicinske eksperimenter – medmindre vi vælger frihed, naturlighed og kærlighed frem for frygt, kontrol og overvågning.

Vivian Anita Alexandru er formand for Partiet Samfundssind for Frihed, lærer, mor og kone til Andreas Nilsson, og sammen stiller de op til kommunalvalget – for at gøre Syddjurs Kommune great igen. Pressefoto
Troen på “samfundssind” vil føre til, at folk presses ud i medicinske eksperimenter – medmindre vi vælger frihed, naturlighed og kærlighed frem for frygt, kontrol og overvågning.

Vi ønsker at hjælpe Syddjurs’ landbrug gennem støtteordninger, hvor vi vil kompensere for deres tab, og vi vil kæmpe for, at de ikke skal tvinges til at give deres køer Bovaer for at nedsætte CO₂-udslippet.

Vi ønsker at hjælpe børnefamilier til bedre at kunne få støtte til at hjemmepasse og hjemmeskole, samt give børn i folkeskolen flere muligheder.

Vi ønsker at hjælpe de ældre – med ære – så de får mulighed for tilskud til friplejehjem og bedre støtte til flere varme hænder og mere tid til borgerne i hjemmeplejen.

Vi ønsker at invitere hjemløse fra storbyen til Syddjurs Kommune og tilbyde dem arbejde i landbruget. Samtidig vil vi hjælpe udsatte, hjemløse og alle andre, der ønsker det, med at finde analoge muligheder for at kunne identificere sig og deltage i samfundet.

Vi ønsker at støtte borgerne i Syddjurs Kommune i at blive prioriteret højere og skabe en hverdag, der passer til deres behov.

Alle med psykiske udfordringer burde tilbydes holistisk og homøopatisk hjælp samt terapeutiske samtaler og støtte, hvis møderne med psykiatrien ikke har hjulpet.

Vi ønsker en kommune, hvor fejl i forvaltningen tages alvorligt, og hvor borgere bliver lyttet til, hvis der forekommer diskriminerende magtmisbrug. Der skal skabes øget gennemsigtighed i sagsbehandlingen.

Vi tror på, at alle disse drømme kan gå i opfyldelse – hvis folk starter med ikke at tro på vores regering.

Vi ønsker en kommune, hvor der er større borgerinddragelse i beslutninger truffet af byrådet, og vi lover at inkludere borgerne i Syddjurs i de møder, vi deltager i, hvis vi bliver valgt ind. Medbestemmelse er nødvendigt i et oprigtigt demokrati, og derfor foreslår vi, at der gennem et kommunalt bruger-ID gives mulighed for at stemme om de borgerforslag, der fremlægges for byrådet.

Sidst men ikke mindst drømmer vi om at skabe flere arbejdspladser i Syddjurs Kommune ved at undersøge efterspørgslen og skabe et tilsvarende udbud. Lige nu er den største efterspørgsel, at fødevarepriserne skal sænkes, og det gøres bedst ved at understøtte produktionen i landbruget og gårdbutikker – i stedet for at lade pengene gå til eksperimenter på dyr i Molslaboratoriet samt til vindmøller og solceller.

Vi tror på, at alle disse drømme kan gå i opfyldelse – hvis folk starter med ikke at tro på vores regering.

Al kærlighed.