Fortsæt til indhold

Rent vand – en fælles sag for fremtiden

Betyrelsesformand for Skanderborg forsyning og nuværende byrådskandidat glæder sig over, at der er kommet politisk fokus på at forbedre vandkvaliteten i søerne i Skanderborg Kommune, men pointerer, at borgerne også selv har et ansvar.

Debat
Martin Frausing Poulsen (DD)Spidskandidat til byrådet for Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forestil dig en sø, hvor børn trygt kan bade, fiskene trives, og naturen blomstrer. Det er ikke en drøm, men et mål vi kan nå – hvis vi handler nu.

Jeg glæder mig over, at der endelig er kommet politisk fokus på at forbedre vandkvaliteten i søerne i Skanderborg Kommune. Det er et vigtigt skridt for vores natur, miljø og fællesskab. Men arbejdet med rene søer handler om meget mere end klart vand og færre alger. Det handler også om alt det, vi ikke kan se – og som vi ikke må ignorere.

I dag findes der små rester af medicin, pesticider og kemikalier i vores søer og vandløb. Selv i mikroskopiske mængder kan de påvirke både dyr og mennesker. Vores renseanlæg gør et godt stykke arbejde, men de er ikke bygget til at fjerne disse nye typer forurening. Derfor må vi tænke nyt.

Det er ikke en drøm, men et mål vi kan nå

I lande som Tyskland og Schweiz har man allerede indført et fjerde rensetrin, som effektivt fjerner medicinrester og kemikalier. Hvorfor skal vi i Danmark – og i Skanderborg – vente, til problemet vokser os over hovedet? Rent vand er ikke en luksus. Det er en nødvendighed.

Vi skal turde tage ansvar – ikke kun politisk, men også som borgere. Vi kan alle gøre en forskel: Ved at aflevere medicinrester på apoteket, bruge færre kemikalier i hjemmet og haven, og tænke over, hvad vi hælder i kloakken. Små handlinger mange steder gør en stor forskel.

Rent vand er ikke bare en teknisk udfordring – det er en fælles sag, der kræver mod, vilje og handling. Lad os tage ansvar nu, så fremtidens generationer også kan glæde sig over rene søer og sund natur.

Jeg har selv været en del af dette arbejde i otte år som bestyrelsesformand for Skanderborg Forsyning, og det er jeg stolt af. Derfor håber jeg på genvalg til byrådet, så jeg kan fortsætte indsatsen for et renere vandmiljø – til gavn for både naturen og os alle.