Fremskridt og fællesskab går ikke altid hånd i hånd
Mens Aarhus vokser med nye højhuse og kvarterer, risikerer byens mest udsatte at blive overset – hvordan skaber vi en by med plads til alle?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Når man bor i Aarhus, skal man vænne sig til lyden af maskiner. Gravkøer, betonpumper og lastbiler arbejder i døgndrift – byen summer af fornyelse.
Nye kvarterer vokser frem, gamle bygninger rives ned eller renoveres, og man fornemmer, at Aarhus er i bevægelse. Det er på mange måder en god historie. En by i bevægelse er en by, der lever. Men midt i alt det nye er der en overvejelse, der ikke må drukne i larmen: Hvem bygger vi egentlig for?
For nylig kunne man læse, at der bliver færre væresteder og herberger i midtbyen. De fjernes for at give plads til det nye.
Det er nødvendigt, siger man – men det betyder også, at mennesker, der i forvejen er udsatte, mister deres base. Hvor skal de gå hen? Er de tænkt ind som en del af byen – eller er de uønsket? Fornyelse handler ikke kun om højhuse og grønne områder, men også om hjerterum. Fremskridt og fællesskab går ikke altid hånd i hånd. Hvordan får vi alle med?
Jeg tænkte på det, da jeg forrige onsdag igen tog på byvandring med konfirmanderne – en poverty walk. En hjemløs guider os gennem byens skjulte sider. Han fortæller, hvor man kan få et varmt måltid, søge læ, og hvor man gemmer sig, når mørket falder på. Han viser os et Aarhus, de færreste kender, men som findes side om side med mit eget.
Byen bliver til, når vi møder hinanden med værdighed, når vi ser hinanden, når vi åbner vores hænder – og vores kalender – for dem, der mangler et sted at høre til.
Det var en stille, men stærk oplevelse. Bag historierne var et menneske med drømme som alle andre, med stor taknemmelighed over den hjælp, han havde modtaget undervejs, men også en klar oplevelse af at være uønsket – ikke tænkt ind. Jeg så, hvordan konfirmanderne blev stille, da de forstod, hvor skrøbeligt et liv kan være i en by, der ellers stråler af fremgang.
I sidste uge var der valgmøde i Åbyhøj med temaet: Hvordan opbygger vi byen? Borgmesteren og andre kandidater delte her deres drømme for Aarhus. Det var inspirerende at høre, hvor meget hjerte og håb der ligger bag arbejdet med at skabe gode rammer for fællesskab, tryghed og udvikling. Men mens jeg lyttede, slog det mig, at det at opbygge byen ikke er noget, vi kan uddelegere til folkevalgte og myndigheder. De spiller en vigtig rolle, men byen formes af os alle.
Som præst – og som medmenneske – tror jeg, vi hver især har et ansvar. Det handler også om os selv. Som profeten Esajas sagde: “Del dit brød med den sultne, giv husly til den hjemløse, klæd den nøgne, og vend dig ikke bort fra dine egne.” (Es 58,7)
Det er et gammelt ord, men det kunne være skrevet til os i dag. For udfordringen er den samme: at forene vækst med værdighed, fremskridt med fællesskab. Esajas kritiserede ofte magthavere, men her er det et ord til alle, en opfordring til os hver især. Jesus talte ofte om det samme. Han søgte dem, der stod på kanten af fællesskabet. Han så dem ikke som problemer, men som mennesker med navn, historie og håb.
Når vi taler om at opbygge Aarhus, handler det ikke kun om mursten – men om mennesker. En by, der vokser sundt, vokser ikke kun opad, men også indad.
Snart skal vi stemme om byens fremtid. Infrastruktur, miljø, velfærd og økonomi fylder – og med rette. Men vi må også spørge: Hvad er det for en by, vi vil være? En by med høje huse og lavt blik? Eller en by med hjerterum – hvor alle er tænkt ind?
Der er meget, vi ikke kan styre, men vi kan vælge ikke bare at være medborgere, men medbyggere af hinandens liv. Byen bliver til, når vi møder hinanden med værdighed, når vi ser hinanden, når vi åbner vores hænder – og vores kalender – for dem, der mangler et sted at høre til.