Hvad Houellebecq lærer os om sorg og kærlighed
Midt i sorg, afmagt og familiekriser viser Houellebecq, at næstekærlighed og selvopofrelse kan give mening i en kompleks verden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Måske er livet i virkeligheden meget enkelt, tænkte Paul, måske kan man stort set intet vide på forhånd, måske er det nok bare at lade sig føre« reflekterer hovedpersonen i Michel Houellebecqs bog Tilintetgøre.
Paul en franskmand, hvis efternavn er Raison, fornuft, overmandes af menneskets forgængelighed og den sorg, der kryber ind i hans sind, idet hans far bliver alvorligt syg.
Til hverdag befinder han sig i magtens tinde ved den franske økonomi- og finansminister Bruno Juges side. Man skulle tro, at et uomgængeligt vilkår ved livet ikke ville give anledning til afmagt for sådan en fornuftig og succesrig mand. Men som bekendt avler meget magt ikke mindre afmagt, men den ide afslører i stedet kun det vesteuropæiske menneskesyn.
Paul ønsker gennem politik at forandre den verden han nærer dyb foragt over for og som er i gang med at tilintetgøre sig selv gennem kriser og uroligheder. Ja, selve virkeligheden er på spil, da en falsk video, der viser halshugningen af økonomi- og finansministeren florerer på internettet.
Verden raser, men forgængelighedens vilkår, som er en virkelighed ulig uvirkelige fake-news videoer, gør, at det som er enkelt men vigtigt og betydningsfuldt kalder på familien. Her samlet om faderens sygeseng gælder noget andet end, når man skal manøvre i en kompleks verden gennemsyret af den politiske og digitale virkelighed.
Sorgen kalder i sin afmagt på medfølelsen, og medfølelsen kalder ham ud af sin fortvivlelse. Verden forandrer sig ikke. Men langsomt føles den nedbrudte verden levende igen og forsoning finder sted i den splittede familie, idet den kærlighed, som ifølge Houellebecq skænker mennesket lykke, tager livtag iblandt familiens medlemmer.
Måske er livet i virkeligheden meget enkelt, tænkte Paul, måske kan man stort set intet vide på forhånd, måske er det nok bare at lade sig føre.
Rune Lykkeberg gør i sin anmeldelse af Tilintetgøre opmærksom på et af Houellebecqs citater som jeg elsker: ”Det samfund I lever i, har som mål at ødelægge jer. I har også den mulighed i jer. Det våben, det benytter, er ligegyldighed. I kan ikke tillade jer at indtage samme holdning. Gå til angreb!”
Hvordan skal vi gå til angreb mod ligegyldigheden?
Svaret er gemt i det som sorg og afmagt kalder på. Sorg og afmagt trænger sig på hos Paul Raison og den fylder også kirkerummene på søndag til Allehelgens dag. Den behøver ikke kun psykologiske redskaber til at mestre den livsbetingelse man står i. Heller ikke kun politiske tiltag mod strukturer.
Sorg er oprør mod kærlighedens ophør og kalder på et medfølende menneske, der sætter sig selv til side for et øjeblik og ligegyldighed er ikke en mulighed.
Lykkeberg bemærker, at mennesket i Vesten ifølge Houellebecq er dømt til at blive ulykkelig. For lykke skabes gennem relationer, men meningsfulde relationer opstår kun, hvis man tilsidesætter sig selv gennem en selvopofrende kærlighed.
Problemet er, at vi lever under det imperativ, at du for alt i verden skal realisere dig selv. Det er hvis ikke din eneste så din ypperste moralske forpligtelse. Så vi er forvist til fortvivlelse og ensomhed idet at gøre hvad, der føles godt for én selv, oftest er i konflikt med at tilsidesætte sig selv.
Måske det er, hvad Paul sander, idet han erkender, at livet er enkelt. At realisere livet og lykken i et kapitalistisk- og videnssamfund er komplekst. Men at gøre næstekærlighed minder sorgen os om, at mennesket er skabt til. Nok er det hårdt, men enkelt. Nok er det forpligtende, men frisættende.
Pauls søster Cecilé er bekendende katolik og modsat Paul lader hun sig føre med troen og kærligheden ind i mellem alle familiens medlemmer og deres kriser. Cecilé beder med fast overbevisning om, at bøn hjælper faderen og udøver noget så uegennyttigt som omsorg.
Eller som nyligt afdøde biskop Kjeld Holm klogt formulerede det med evangeliske ord: »For evangeliet retter sig kun mod én opgave i livet. Vi ved alle, at vor tilværelse rummer en masse opgaver, store som små, og ethvert menneske har sine særlige opgaver. Men den sande opgave for enhver, og det vil virkelig sige enhver, den opgave er at leve i en selvforglemmende kærlighed til sit medmenneske. Og at fejle i den opgave, at glemme den, er både fortvivlelse og synd.«