Norddjurs’ Vilde Vande – fra problem til mulighed
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vest for Grenå ligger Kragsø og de omkringliggende 260 hektar natur, som af og til oversvømmes. Det kunne ses som et problem – men jeg ser det som en mulighed.
Nord for området ligger kolonihaver, som i dag mærker konsekvenserne, når vandet står højt. Hvis vi blot venter, bliver oversvømmelserne et tilbagevendende problem. Men handler vi nu, kan vi forvandle dem til en styrke – til gavn for både natur og mennesker.
Mit forslag er at udvikle området til et rekreativt vådområde: Norddjurs’ Vilde Vande. Et sted hvor vandet ikke længere er en trussel, men en ressource. Hvor naturens kræfter styres og forvandles til et smukt vådområde med nye muligheder for klimatilpasning, biodiversitet og friluftsliv.
Naturen kan ikke vente – og det bør vi heller ikke
Som socialdemokrat mener jeg, vi skal tænke klimatilpasning og fællesskab sammen – ikke vælge enten eller. Derfor er mit forslag ikke blot et naturprojekt, men et projekt der skaber værdi på flere fronter:
• Bedre beskyttelse mod oversvømmelser.
• Større biodiversitet og bedre vandmiljø.
• Nye oplevelser og turisme tæt på byen.
Forestil dig hævede gangbroer gennem sivene, flydende shelters, trækfærger, fugletårne og stier, hvor familier, skoleklasser og besøgende kan opleve naturen på nært hold. Her kan fuglelivet trives, biodiversiteten blomstre, og vi som borgere finde ro og fællesskab i naturen.
Norddjurs’ Vilde Vande kan blive et fyrtårn for, hvordan vi i Norddjurs møder klimaforandringerne – ikke kun med teknik, men med natur, livskvalitet og sammenhold.
Hvis jeg bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen vil jeg tage initiativ til, at Norddjurs’ Vilde Vande bliver sat på den politiske dagsorden. For naturen kan ikke vente – og det bør vi heller ikke.