Fortsæt til indhold

Før vi bygger boliger i ét væk, så lad os huske på børnene med særlige behov

DF-politikere ser hellere, at der bliver brugt penge på de børn med særlige behov, som allerede bor i kommunen, frem for at gøre plads til endnu flere børnefamilier.

Debat
Frank Rune Kristensen Nielsen (DF)Spidskandidat KV25 Dansk Folkeparti
Daniel Holm (DF)Byrådskandidat Dansk Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er dejligt, at vores kommune vokser. Vi har en skøn egn, og selvfølgelig vil folk gerne flytte hertil. Men før vi bygger nye boliger på hvert et ledigt hjørne, skal vi altså huske at tænke os om. For når der flytter flere familier til, så følger der også flere børn med, og de skal jo have en ordentlig skole og daginstitution at gå i.

Allerede nu er mange af vores skoler pressede på pladsen. På både Virring og Låsby Skole er der trængsel, og især i Låsby er udfordringerne store. Her har man elever med autisme og højt støttebehov, som har brug for at blive skærmet fra de andre klasser for at kunne trives. Skolen gør, hvad den kan, med lokaler uden for hovedbygningen. De lokaler kan rumme 45 elever, men lige nu har man 75 børn med svær autisme. Det siger sig selv, at det ikke hænger sammen.

Det er en skam både for eleverne og lærerne.

Jeg har selv gået på Virring Skole, og jeg kan tydeligt se, hvordan pladsen er blevet mindre med årene. Dengang jeg gik på skolen var der multirum, hvor man kunne lave gruppearbejde eller bare hænge ud i frikvarteret. I dag er de lavet om til almindelige klasselokaler, fordi der ganske enkelt mangler plads. Det er en skam både for eleverne og lærerne.

Vi lever i en tid, hvor flere børn har brug for ro og struktur, og hvor skolerne skal kunne tilpasse sig. Men det kræver, at vi prioriterer dem. Derfor vil jeg, hvis jeg får lov at repræsentere jer i byrådet, arbejde for, at skolerne og daginstitutionerne får den udvidelse og de rammer, der skal til for at følge med befolkningstilvæksten.

Det handler om fornuft og omtanke. Vi skal ikke bare bygge løs for at tiltrække flere skatteborgere. Vi skal også sørge for, at vores børn har de bedste betingelser for at trives og lære.

Før vi bygger flere huse og boliger, må vi bygge videre på det vigtigste fundament af dem alle: Vores børn og deres hverdag.