Grenaa: Byen ved vandet – centrum i landet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Interessen for Djursland som turistdestination er i fortsat vækst. Det mærker vi i både Syddjurs og Norddjurs. I Syddjurs boomer Ebeltoft, og i Norddjurs er interessen især for vores nordlige destinationer i Fjellerup og Bønnerup ligeledes i stigning. Det er rigtig dejligt med en positiv udvikling, og turismen bidrager også klækkeligt til kommunens økonomi.
Turisme er for mig et erhverv. Et erhverv, som på alle måder kan sidestilles med andre erhverv som for eksempel tung industri. Turisme skaber arbejdspladser både sæson arbejdspladser, men også helårlige arbejdspladser.
Jeg ser turisme som et erhverv med et kæmpe vækst potentiale i fremtiden også her i Norddjurs, hvor jeg personligt mener, at der ligger et kæmpe uforløst vækstpotentiale i Grenaa som turistdestination både nationalt og internationalt.
Men det kræver investeringer, samlet politisk vilje, et øget fokus på Grenaa som destination og ikke mindst en tydelig langsigtet strategi, som kan få skabt synergi i udviklingen af vores midtby og Sydhavnen.
Det første vigtige skridt er nu taget med ansættelsen af en byudvikler med start 1. november 2025. Jeg har personligt store forventninger til den nye byudvikler og håber, hun vil blive taget godt imod og inviteret med ind i alle potentielle samarbejder, som kan bidrage til en fortsat positiv vækst og udvikling af Grenaa Midtby og Sydhavnen.
Jeg ser turisme som et erhverv med et kæmpe vækst potentiale i fremtiden også her i Norddjurs
Grenaa strand og havn var førhen en kæmpe turistdestination, hvor folk fra især Randers valfartede til Østjyllands bedste badestrand for rekreative hotel ophold, god mad, isvafler, camping og andre fritidsaktiviteter, som involverede vand, mad og naturoplevelser.
Det kan Grenaa strand og Sydhavn blive igen, hvis vi vil og sammen kan finde fælles politisk fodslag for en langsigtet strategi, som vil fokusere på yderligere investeringer i turismen i Grenaa som et sidestillet erhverv med et stort vækstpotentiale.
Vi har hotellerne, vi har Badehotellet, vi har området på Sydhavnen, vi har fortsat Østjyllands bedste badestrand, og vi har Norddjurs smukke natur og kystlinjer.
Jeg er vokset op i Grenaa med en smuk plakat i erindring som viser Grenaa strand med glade solbrune voksne og børn på sommerferie og med Hundestedfærgen i baggrunden og en ikonisk tekst som siger: ”Grenaa - Byen ved vandet - Centrum i landet”
Det er et fantastisk godt og rammende slogan, som faktisk stadig holder. Og lur mig, om ikke et genoptryk af de ikoniske plakater fortsat ville kunne sælges til turisterne eller vores egne borgere?
Ja – jeg blev lige revet lidt med her – men budskabet er, at Grenaa har et kæmpe uforløst potentiale som turistdestination. Vi skal bare turde have visionerne og tude lave investeringerne.
Den videre proces og det videre arbejde vil jeg gerne bidrage til i den kommende periode efter den 18. november.