Hvorfor skal vi reducere miljøgifte i og genoprette naturen?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvorfor skal vi reducere miljøgifte i Norddjurs Kommune og genoprette naturen?
Jeg er 33 år og arbejder som fodterapeut i Grenå. Jeg bor tæt på skov og kyst sammen med min mand, der er tømrer, og vores tre børn på et nedlagt landbrug. Jeg tror på, at hvis man ønsker forandring, må man rykke sig og selv gøre en indsats for at skabe forandring. Jeg stiller op for Natur- og Velfærdslisten, fordi jeg vil fremme og bevare naturen. Naturen er vejen frem, for uden den vilde natur lever mennesket heller ikke.
Jeg ønsker bedre vilkår for de mennesker, der har brug for hjælp. Vi bør kunne støtte og give kortere behandlingstider, end der er nu. Her taler jeg ikke om byggesager, men personsager. Og når vi nu er ved byggesager, hvorfor bliver der ikke givet mere støtte til renoveringer af nuværende bygninger? Nybyg er ikke klimavenligt, selvom der bliver bygget med klimavenlige materialer.
I mit virke som fodterapeut hører jeg dagligt om de problemer, der er ved kommunens besparelser på velfærdsområdet. Som fx støtten til støttestrømper/kompressionsstrømper. De strømper er nødvendige for borgerne, der bruger dem, og at bede dem betale det hele selv, er ikke i orden. Det er over det rådighedsbeløb, de fleste, der har brug for støtte, har.
Vi er mange, der er flyttet til Norddjurs Kommune, fordi vi er bevidste om, at vi i forbrugersamfundet driver rovdrift på noget kostbart. Vi er her for at finde tilbage til en balance, en samhørighed, en bevidsthed om, at vi selv ER natur, så det ikke bare er naturen, vi skal redde, men os selv. Her i Norddjurs Kommune er der rig mulighed for at skabe sig et liv i pagt med naturen og et aktivt landsbysamfund.
Vi bor på landet for at genbruge ældre bygninger og undgå belastning af naturen og for at bevare vores fokus på kvalitet og værdi.
Som kandidat til KV25 for Natur- og Velfærdslisten vil jeg styrke kommunens fokus på at beskytte vores vigtige drikkevand og vores små lokalsamfund fra de miljøgifte, der truer både natur og velfærd.
Midt i en tid, hvor der fokuseres meget på, at vi skal producere grøn energi til vores stigende energibehov, synes jeg, at der mangler noget i debatten. Et stort biogasanlæg ved Ålsrode kommer til at belaste alle de små landsbyer og kommunalveje med tung og miljøbelastende trafik.
Er det rimeligt, at vi i landsbyer og i nedlagte landejendomme i Norddjurs Kommune skal betale for, at andre kan fortsætte med en ressourcekrævende luksustilværelse, en stadig stigende produktion af svin og et stigende forbrug af miljøgifte?
I Natur- og Velfærdslisten vil vi prioritere lokale fællesskaber og miljøet, derfor vil vi fortsat stille spørgsmål til forvaltning og borgmester om den øgede trafik og miljøbelastning, som er en konsekvens af de store biogasanlæg.
Her er et par eksempler på, hvor miljøgifte er en del af vores daglige liv og forbrug:
Juletræer: Køber man et konventionelt juletræ, bidrager man til de ca. 50 tons Roundup, der årligt sprøjtes med af juletræsdyrkere. Julen er først og fremmest hjerternes fest, og hjerter og gift harmonerer ikke så godt.
Tøj: Der bruges i gennemsnit ét kilo kemikalier i produktionen af ét kilo tekstil, heriblandt er evighedskemikalierne PFAS, ftalater og hormonforstyrrende bisphenoler. En enkelt T-shirt kræver omkring 1.400 liter vand at producere. Hver gang vi bærer eller vasker tøj af syntetiske fibre, udleder vi mikroplastik. På verdensplan ender op mod 500.000 ton mikroplastik fra vores tøj i havene årligt. Det er værd at være bevidst om.
Nogle gange ønsker jeg, at vi skulle kæmpe lidt mere for tingene, hvorved de helt automatisk får en større værdi. For at sætte det på spidsen kan vi tænke dette eksempel: Skal vi selv klippe fåret, karte og spinde ulden til garn for derefter at strikke vores trøje, vil vi nok ikke skifte den ud så hurtigt, og vi vil lappe hullerne, passe godt på den og bruge den, indtil den ikke længere kan hænge sammen. Det samme burde være gældende for alle de andre ting, vi omgiver os med.
Køb kvalitet og reparer det. Skrot »køb og smid væk«-kulturen.
I Natur- og Velfærdslisten vil vi gerne arbejde for, at kommunen giver et lokale til en repair cafe i Grenå og andre byer, hvor der er lokal opbakning til ideen. Her kan folk mødes for at reparere ting og hjælpe andre med deres. Det vil give god mening både for lokale fællesskaber og miljøet, og det ville også kunne være et sted, hvor ensomme mennesker kunne finde nye relationer og meningsfuldhed i glæden ved at hjælpe andre.
Det er vigtigt at starte et sted. Små skridt i den rigtige retning. Det er aldrig for sent at skifte retning og tage mere ansvar for vores personlige valg.
Vi har brug for lokalpolitikere, der beskytter og styrker naturen hver gang der er forhandlinger om budgetter og hvad skatteydernes penge skal bruges til.
Natur- og Velfærdslisten vil altid sætte natur og velfærd som første prioritet.