Fortsæt til indhold

»Tempoet skal skrues op: Vi skal have flere cykelstier i Favrskov«

En cykelsti mellem Thorsø og Vejerslev er af de konkrete projekter, Konservatives kandidat gerne ser realiseret.

Debat
Mette Nøhr (KF)Byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg mener, at vi skal bygge flere cykelstier rundt i Favrskov de kommende år, så det bliver endnu mere sikkert at tage cyklen. Vi er heldigvis allerede godt i gang, men jeg ser gerne, at vi skruer op for tempoet og ambitionerne.

Vi ser flere og flere elcykler, og det gør, at flere cykler, og flere cykler længere. Det er en positiv udvikling, som bare understreger vigtigheden af, at vi giver cykelstierne medvind i byrådssalen.

Mette Nøhr (KF). Pressefoto

Jeg ser et klart behov for cykelstier en række steder rundt i vores kommune. Jeg drømmer blandt andet om, at vi får forbundet vores hovedbyer med cykelstier. Det er en bekostelig omgang, som vi naturligvis ikke bare lige fikser i morgen. Vi må tage det step for step. Første etape kan passende være en cykelsti fra Stadionvej i Hammel via den stærkt trafikerede Frijsenborgvej til Pøt Møllevej. Det er en meget farlig vej, hvor vi desværre har set flere alvorlige uheld med cyklister gennem årene.

Det er naturligvis ikke kun i forbindelse med hovedbyerne, at vi skal tænke cykelstier. Vi skal også kigge på de mindre byer og lokalsamfund. Et konkret projekt, jeg meget gerne ser realiseret, er en cykelsti mellem Thorsø og Vejerslev.

Den gode nyhed er, at det ikke nødvendigvis er Favrskov-borgerne, der skal betale hele regningen for cykelstierne. I år har vi fået 2,6 mio. kr. fra en statslig cykelsti-pulje til et godt projekt på Århusvej i Hinnerup. Der uddeles hvert år flere hundrede millioner kroner fra puljen, så det er bare om at søge, så vi forhåbentlig kan få støtte til flere lokale projekter.