Vi skal kunne tilbyde flotte, mindre boliger i hele kommunen
Det er ærgerligt , at flere forlader Favrskov, fordi de ikke kan finde en passende bolig til deres seniorliv, lyder det fra V-kandidat.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi mangler i den grad mindre boliger til ældre, unge og enlige – boliger, som stadig er lækre, velbeliggende og måske endda med en lille have. Det er en kæmpe mangelvare ikke kun i Hammel, men i store dele af Favrskov.
Jeg hører fra lokale håndværkere/iværksættere, at de gerne vil rive gamle, slidte huse ned og opføre dobbelthuse eller mindre boliger i stedet. Men alt for ofte bliver de mødt med et nej. Det giver ganske enkelt ingen mening, når vi ved, hvor stor behovet er.
Hvis lokalplanerne står i vejen, så lad os tage fat i dem. De skal ikke være en stopklods for sund udvikling. Vi skal kunne tilbyde flotte, mindre boliger i hele kommunen, som folk faktisk har lyst til at bo i.
Det her er i min optik direkte dumt. Det koster ikke kommunen noget. Mange står klar til at bygge, og de har bare brug for, at vi som kommune ser positivt på projekterne og hjælper dem igennem sagsbehandlingen.
Flere vælger desværre at forlade Favrskov, fordi de ikke kan finde en passende bolig til deres seniorliv. Det er ærgerligt og helt unødvendigt.
Lad os gøre det enklere at skabe de boliger, der mangler. Det er sund fornuft og god lokalpolitik.