Liv på landet – med små regenerative jordbrug
Små regenerative jordbrug er i følge byrådskandidat et af de bedste bud på, hvordan vi lever bæredygtigt med og af naturen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvordan kan vi på Djursland blive bedre til at leve både af og med naturen på en bæredygtig måde? Det spørgsmål bliver stadig mere aktuelt, når vi ser, hvordan landsbyer tømmes, og landbruget samles på færre og større hænder.
Små regenerative jordbrug kan blive en vigtig del af svaret. Når jorden dyrkes efter naturens egne principper, opbygges frugtbarheden i stedet for at nedslides. Det giver plads til mere liv – både over og under jorden. Samtidig kan lokal produktion og salg skabe et mere robust fødevaresystem og styrke fællesskabet i vores lokalsamfund.
Her på Djursland spirer de gode eksempler allerede. Men hvis vi vil have flere af dem, kræver det politisk opbakning. Kommunen kunne f.eks. stille jord til rådighed for mindre jordbrug, ansætte en konsulent til at hjælpe nye projekter i gang – gerne i samarbejde med Norddjurs Kommune – og bakke op om Bondelauget, der samler småskalaproducenter og deler erfaringer.
Derudover kan vi prioritere lokale, bæredygtige fødevarer i de offentlige køkkener.
Med fælles opbakning kan små regenerative jordbrug blive en af drivkræfterne for grøn omstilling, lokale arbejdspladser og et mere levende landliv på Djursland.