»Jeg følte med det samme, at her vil jeg gerne bo«
Eva Hendrikse kom til Danmark for fem år siden. Sammen med sin mand Julien Constant driver hun "La Petite Ferme" ved Hyllested Skovgaarde med honning, høns, frugttræer, bær og grøntsager.
La Petite Ferme er på 8,5 hektar med frugttræer, grøntsager, hønsehold, bistader og skov. Her har parret Eva Hendrikse og Julien Constant indrettet sig med et lille jordbrug.
De er en del af et netværk med 13 andre småskala-jordbrugere på Djursland, Bondelauget, der blandt andet har stiftet en butik med lokale produkter i Ebeltoft.
Flere småskalajordbrug i Syddjurs
På deres sted, La Petite Ferme, producerer Eva Hendrikse og Julien Constant økologiske, friske grøntsager, og de sælger honning, æg fra fritgående høns på græs, urter, nødder, kastanjer og frugter til sylt og saft.
De fleste af produkterne sælges fra deres vejbod, men en gang om måneden kan man også møde dem på markeder i Ebeltoft og Aarhus.
Eva Hendrikse arbejder fuldtid på gården, mens Julien Constant supplerer økonomien med to ugentlige arbejdsdage hos Andersen Winery i Vrinners.
Mødtes på landbrugsskolen
Eva Hendrikse, der er hollandsk/indonesisk, og franske Julien Constant mødtes, da de begge var elever på Kalø Økologiske Landbrugsskole.
Begge har tidligere arbejdet på kontor i udlandet, men ingen af dem trivedes med dette. Ad mange omveje endte de i Danmark.
»At være på kontor var et uinspirerende arbejde, og jeg ønskede ikke at være en del af det materielle ræs,« forklarer Eva.
Det blev et lykkeligt forløb på landbrugsskolen, idet de her både fik en uddannelse og hinanden. For halvandet år siden fødtes deres datter.
Evas forældre hjalp dem økonomisk, så de for et par år kunne købe gården og derved klare sig økonomisk for små midler.
»Vi har ikke mange penge, men til gengæld har vi både grøntsager og hønsekød – det behøver vi ikke at købe,« smiler Eva Hendrikse.
Høster hasselnødder og presser æbler
En arbejdsdag på La Petite Ferme begynder med at fylde op i butikken ude ved vejen. Derefter indsamles æg, der bagefter gøres klar til de kunder, der har bestilt. Alt efter sæson kalder forskellige opgaver i have og frugtplantage.
I øjeblikket høster Eva Hendrikse og Julien Constant hasselnødder og presser æbler til æblejuice.
Der er travlest om foråret, hvor de forbereder jorden og sår grøntsager. Med mellemrum luger de ved de cirka 300 frugttræer, og en gang om ugen flytter de kyllingerne til nyt græs.
Drømmen er at de fra næste år vil tilbyde unge jordbrugere gratis brug af jorden, der slynger sig mellem frugttræerne. Eva vil på sigt også gerne have geder og køer.
»Danmark er et dejligt land«
Eva Hendrikse kom til Danmark for fem år siden og blev straks rigtig glad for Danmark og danskerne.
»Jeg følte med det samme, at her vil jeg gerne bo. Vi har da også mødt meget hjælpsomhed,« fortæller hun og tilføjer:
»Danmark er dejligt. Der er tillid mellem mennesker, vennerne er tæt på, og vi har et dejligt socialt liv.«