I fem generationer har familien ejet gården: »Nu er det nogle ’hvalpe’, der har overtaget«

Familien Brendstrup har i nu fem generationer ejet Mariendal ved Ebeltoft. Helt præcist i 100 år 1. juni i år.

Hovedpersonerne i gennem historien har meget og intet til fælles, men overbevisningen om, at Mariendal i hvert fald ikke skal ejes af nogen uden for slægten, er blevet nedarvet gennem generationerne.

»Så nu er det altså endt med, at de her hvalpe har overtaget stedet,« siger Dagmar Brendstrup, mens hun grinende peger på sin søn og sit barnebarn.

Det er blandt andet dem, Jens og Frederik, artiklen her handler om. Om deres lyst til både at ære og svede for noget så gammeldags som en slægtsgård. Og så i 2025.

Men historien er alt for god til udelukkende at handle om ’hvalpene’ og deres projekter for at fremtidssikre slægtsgården.

Så læn dig tilbage, for her kommer en fortælling om Brendstrup-slægtens 100 år på Mariendal. For at have et fikspunkt lader vi i første omgang Dagmar være vores hovedperson.

I dag 72 år og pensionist. Engang en lille pige, som ikke kunne komme hurtigt nok væk fra kedelige Mariendal og dens 128 hektar jord.

I mellemtiden og gennem mange år den stolte ejer af stedet, som hun for nylig gav videre til næste generation.

Brand og børskrak

Hvor Mariendal har sit navn fra, er der tilsyneladende ingen, der ved.

Den ligger mellem Boeslum og Elsegårde og er en smuk, gul firlænget perle. Det rigtige ord er nok en proprietærgård.

Det er svært ikke at blive forført af stedets ydmyge storhed, når man kører forbi den gamle fodermesterbolig på den ene side af vejen for at dreje ind på gruset under de gamle trækroner.

Til venstre for det tre etagers høje stuehus leder en åben støbejernslåge med et svunget M ind til gårdspladsen, som flankeres af tre velholdte længer, hvoraf der bag den ene åbner sig en majestætisk parklignende og usædvanligt velholdt have.

Hvis bare bunkerne af marksten, de solgule kalkvægge og de gamle træstammer kunne tale, så ville de afsløre 10 årtiers familiehistorie, som byder på bondeliv, tragedier, kærlighedshistorier, modernisering og helt almindeligt ungdomsoprør.

Tragisk ulykke på Trustrupbanen

Dagmars bedsteforældre, Einar og Dagmar, kom fra Vendsyssel og købte gården i 1925. Få år efter, at den var blevet genopbygget efter en altødelæggende brand i 1913 og få år før, at verden i 1929 gik i knæ af et børskrak.

Hun fortæller:

»Einar gik også konkurs, men takket være gode venner og en god advokat, kunne min farmor overtage. Det var dengang, der var mange flere folk på gården, både fodermester, daglejere og karle, der passede heste, grise, køer, får og jord.

Min farmor og farfar var et stærkt makkerpar. Hun var fremsynet og fik plantet skov. Han rejste en sten for hende, som stadig står. Det var hårdt, da hun døde.«

Det gjorde hun under tragiske omstændigheder.

I maj 1941 skulle Dagmar og Einar til sølvbryllup i Hjørring. De tog Trustrup-banen fra Ebeltoft, men på strækningen mellem Trustrup og Balle gik det galt.

En ung trafikelev var kommet til at sende to tog af sted med retning mod hinanden på den et-sporede banestrækning, og som den eneste passager mistede Dagmar Brendstrup livet. Hun blev 53 år.

Mange passagerer blev kvæstet, heriblandt Einar, og i avisens reportage om begravelsen stod der malerisk beskrevet, hvordan han ’støttet af sine to sønner tog afsked.’

Den ene af de to sønner er vores hovedpersons far, Erik Brendstrup, født i 1918.

Einars anden kone var en ven af familien. Hun var massøse på Ebeltoft Sygehus og besøgte ofte Einar oven på hans tidligere kones død. Faktisk i sådan et omfang, at folk begyndte at snakke, så da naboen opsøgte ham og ifølge fortællingen sagde noget i retning af, at ’man taler om, at hun kommer lige vel tit,’ tænkte Einar:

»Så må jeg sgu ærlig talt til at se noget grundigere på hende.«

Og det gjorde han så.

Skæbnemøder

Louise og Einar driver Mariendal videre sammen.

I mellemtiden har Erik været hjemme i Ebeltoft og til bal på Skovpavillonen. Et legendarisk dansested, hvor skæbnesvangre møder har ført til mange blussende kinder i de lune sommernætter, også langt oppe i både moderne og sen-moderne tider.

Her møder han Charlotte. De bliver gift i 1948 og får fire børn. Tre drenge og den lille pige, der kommer til verden i 1953, og som her i 2025, 72 år senere, sidder ved køkkenbordet på Mariendal med søn og barnebarn ved siden af sig.

»Da jeg er tre år, har mine forældre store planer om at emigrere til Australien. Min far er landmand. De bor i Aarhus, og selv om han har arbejdet så fine steder som Møllerup Gods, har han ingen drømme om at skulle overtage Mariendal.«

Det ændrer en søndagsinvitation fra Louise og Einar på.

»Her blev damerne sendt ud på en gåtur til højen, der ligger omme bagved. Imens ordnede mændene det med gården. Eller, sagt på en anden måde. Min far fik besked på, at han skulle overtage Mariendal, og så blev det sådan,« forklarer Dagmar.

Hun vokser dermed op på gården sammen med sine to ældre brødre og lillebror.

»Jeg kan huske som barn, at mine brødre altid fik lov til at hjælpe til udenfor, mens jeg skulle hjælpe min mor inden døre. Det var jeg altså træt af. Jeg ville hellere ud og hjælpe min far og mine brødre. Og det fik jeg da heldigvis også lov til indimellem. Jeg har harvet helt tilbage fra dengang, hvor man ikke behøvede at være over 15 år.«

Hun husker sit barndomshjem som et sted med liv og glade dage og hårdt arbejde. Alle hjalp til, når længerne skulle kalkes, og de 50 staldvinduer skulle males.

Oprør og udlængsel

Men nu er virkeligheden jo ikke en Morten Koch-film, og det opdagede Dagmar, da hun blev omkring de 14 år. Det samme gjorde hendes søn, som vi snart vender tilbage til, cirka 30 år senere.

Mens hun fortæller om sine livsvalg og årene fra hun var 14 til hun cirka to årtier senere vendte tilbage til sit barndomshjem, sidder Jens over for hende ved køkkenbordet og nikker.

Generne fornægter sig ikke.

Begge har de haft en udlængsel, og begge har de fjumret lidt rundt, før det gik op for dem, at det nok var en god ide at tage en uddannelse. Og efter at have været ude i verden, er de begge vendt tilbage til det solgule barndomshjem.

Dagmar fortæller:

»Den længste tid i mit liv var da jeg var mellem 14 og 18 år. Jeg måtte ikke bestemme noget som helst, jeg var doven i skolen, og jeg ville bare væk,« griner hun.

Hun rejste rundt, opdagede at en realeksamen ikke kunne give hende det job, hun havde ambitioner om, tog journalistuddannelsen, mens hun lejede et værelse i et hus ejet af en professor i neurologi i Aarhus, Bent de Fine Olivarius.

»Vi delte køkken, men der gik ikke frygtelig lang tid, før vi delte mere end det.«

I 1979 fik de datteren Charlotte og i 1983 Jens. Siden har Dagmar gjort karriere som leder i mediebranchen og sad også i samlet 11 år som direktør Glasmuseet i Ebeltoft.

Det bærer gården i øvrigt stadig præg af den dag i dag, når man går en tur, for her er små og store glasskulpturer udstillet i haven eller gemt i laden.

De har fået lov at blive der, selv om det ikke længere er Dagmars sted.

Det var det dog fra midt 80’erne.

»Min far blev ældre, og det blev for tungt for ham at passe stedet. Jeg havde mange søvnløse nætter med overvejelser om, om jeg kunne klare at drive det, for det kræver alligevel lidt, men jeg kunne simpelthen ikke holde tanken ud om, at andre skulle købe det, så vi sagde ja.«

Over nogle år overtog hun dele af gården. I 1987 ejede hun det hele og to år siden, i 1989, gik hendes far bort.

»Jeg forpagtede landbrugsjorden væk, og det har den været lige siden. Vi driftede skovene og vedligeholdt alle bygninger, samtidig med, at vi havde fuldtidsarbejde og børn.«

Ung landmand

De sidste år boede Dagmar der selv.

Selv om hun var - og stadig er - en fit, skarp og særdeles aktiv kvinde, så dukkede tankerne om stedets fremtid helt naturligt op i horisonten.

Jens, som i dag er 42 år, boede på det tidspunkt i Aarhus. Han havde som ung samme udlængsel som sin mor, og som 18-årig flyttede han væk. Han prøvede også at udskyde det der med uddannelse. Han startede et stilladsfirma, men som 29-årig kunne han godt se, at det nok ikke var en holdbar levevej, hvis han skulle passe på sin fysik.

Som 29-årig startede han på ingeniørstudiet. Han blev projektleder i en stor virksomhed, hvor han stadig arbejder i dag.

Da hans mor begyndte at tale om generationsskifte, kunne han med det samme mærke, at det var tid til at skifte livet i lejligheden i Aarhus ud med barndommens gulkalkede vægge.

»Jeg var egentlig ikke helt bevidst om det, men jeg kunne mærke, at det lå dybt i mig. Ingen andre end vores familie skal bo på Mariendal. Det er en perle, og stedet ligger dybt i mit hjerte.«

Udsigten til ændringer i loven om generationsskifte fik hele processen til at gå lidt hurtigere, end de havde planlagt, og i 2022 flyttede han ind. Det samme gjorde hans nevø, Frederik, for hvor det måske ikke altid har ligget i Jens’ kort, at han skulle tilbage, så har det helt sikkert ligget i Frederiks.

»Jeg har altid interesseret mig for landbruget, og jeg har nok drømt om, at det her engang skulle blive mit,« siger den unge gårdejer.

Han har af samme grund taget landbrugsuddannelsen på Kalø Landbrugsskole, men man må alligevel må man løfte på hatten over hans mod til, som kun 24-årig, at overtage en slægtsgård.

»Det er ikke, fordi det skal være en forretning. Vi har begge fuldtidsjobs ved siden af, men vi vil selvfølgelig gerne sørge for, at det kører rundt. Vores mål er at fremtidssikre stedet,« fortæller han, og Jens tilføjer:

»Selv om vores mor har gjort det virkelig godt med både at bygge en ny lade og leje jord ud til landbrug og jagt og så videre, så er det jo uundgåeligt, at der vil komme nogle store udgifter på et gammelt sted som dette, og derfor arbejder vi med forskellige projekter. Det gælder om at være kreativ.«

Om 100 år

De forpagter stadig jordene ud, men har taget 20 hektar tilbage til et af deres nye projekter, som er kvæg. Helt præcist af racen Angus, og efter et par år er de nu ved at være der, hvor de denne sommer forventer at kunne sælge noget af kødet.

»Planen er, at besætningen skal blive større, så vi beholder alle de kvier, vi får, og slagter tyrekalvene, når det er rentabelt,« siger Frederik.

De er også begyndt at fælde nogle af træerne i skovene, så der kommer lidt indtægter på brænde, og så er der blevet plads til en af Frederiks helt store interesser.

»Vi har købt 10 bifamilier, og vi regner med at slynge vores første honning meget snart, som vi selvfølgelig også vil sælge, blandt andet på vores hjemmeside.«

Arbejdet på gården ordner de om aftenen og i weekenderne.

»Vi er gode til at fordele opgaverne. Det er klart, at jeg kan noget med dyrene, som Jens ikke kan. Til gengæld sørger han for regnskaber og så videre.«

»For mig er det afstresning at gå ud og lave et eller andet praktisk, når jeg kommer hjem fra mit kontorjob. Gården er vores fritidsprojekt, kan man sige. Vi arbejder nok flere timer end mange andre, for vi har jo ikke ansatte eller noget, men det er ren fornøjelse.«

I dag bor både Jens, Charlotte og Frederik i huset, i hver deres egen afdeling. For dem er det helt naturligt, for der har gennem årene ad flere omgange boet flere generationer på én gang i det store hus, og heldigvis går det fint for både onkel og nevø at bo og drive forretningen Mariendal Brendstrup I/S sammen.

»Vi har samme opfattelse af, hvad Mariendal er for et sted, og vi vil de samme ting. Vi har ikke haft et skænderi endnu i de to år, vi har været her, men vi er selvfølgelig bevidste om, at det kan komme. Derfor holder vi også af og til nogle statusmøder, hvor vi lige kigger hinanden i øjnene og kalibrerer.«

Heldigvis er de ikke de eneste to, der skal vedligeholde og fremtidssikre stedet. Hele familien hjælper til, også Dagmar, som dagligt kører fra sit hus i Ebeltoft og ud til gården, hvor hun lufter hunden og luger haven eller ordner andet forfaldent arbejde, der lige springer i øjnene på hende. Og hvert år samles der selvfølgelig stadig et kalkehold.

Fællesskabet er et tydeligt billede på det særlige Brendstrup-bånd, der fysisk bindes sammen af Mariendal og familiens 100 år lange historier i bakkerne i Boeslum.

»Det kunne da være sjovt, der også sad nogle fra vores familier her om 100 år,« lyder det afsluttende og i kor fra Jens og Frederik de Fine Olivarius Brendstrup.