Fortsæt til indhold

Låsby – centerby på papiret, glemt i praksis

Byrådskandidat er selv frivillig fodboldtræner og beklager sig over, at Låsby bliver overset, når der bliver prioriteret idrætsfaciliteter i Skanderborg Kommune.

Debat
Daniel Aage Holm (DF)Byrådskandidat - Dansk Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad skal der egentlig til for at få ligestilling i kultur- og idrætstilbud i Skanderborg Kommune?

På papiret er Låsby en centerby – men når det gælder idrætten, bliver vi overset. Skanderborg, Ry, Hørning og Galten har fået kommunalt finansierede kunstgræsbaner. Låsby har ikke.

Begrundelsen? At vi er »for små«. Men når børnene må køre til Ry eller Galten for at træne i vinterhalvåret, mister mange interessen – og det går ud over fællesskabet. Jeg er selv træner for et U12-hold med 25 børn. Vi har én time om ugen på kunstgræs – i Ry – og får tildelt en kvart bane. Det siger sig selv, at det bliver kaotisk.

Er det vigtigst for kommunen at have lige vilkår for alle – eller at spare Låsby væk?

Er det virkelig sådan, vi ønsker at behandle en af kommunens fem centerbyer?

Er det vigtigst for kommunen at have lige vilkår for alle – eller at spare Låsby væk?

Det handler ikke bare om fodbold – det handler om sammenhold, sundhed og trivsel for vores børn.

Det er på tide, at Skanderborg Kommune begynder at tage Låsby seriøst.