Randers skal fra snak til handling
Danmarksdemokraterne vil gøre Randers til en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner med fokus på turisme, vækst og en ny kultur i forvaltningen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Randers Kommune står ved en skillevej. Hvis hele kommunen skal have en fremtid, skal der skabes vækst, og det kræver, at Randers bliver blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark – samtidig med at vi styrker turismen.
Gang på gang bliver Randers Kommunes placering og natur fremhævet som nøglen til vækst af både Socialdemokratiet og Venstre. Det er Danmarksdemokraterne ikke uenige i – men det er værd at spørge: Hvorfor er der så ikke blevet handlet på det før? Placering og natur har vi altid haft, men uden en målrettet indsats har potentialet stået uudnyttet.
Vi skal have en erhvervspolitik, der bygger på handlekraft, samarbejde og ordentlighed. Randers skal være kendt som en kommune, hvor man får hjælp – ikke modstand – når man vil skabe arbejdspladser.
Danmarksdemokraterne foreslår derfor et markant løft af kommunens erhvervsindsats gennem et tæt samarbejde mellem forvaltning og byråd. Det kræver både flere ressourcer og en ny tilgang.
Vi ønsker en reel erhvervsindsats med tilstrækkelige ressourcer – ikke blot en direktør og to ansatte – og en hurtigere, mere effektiv sagsbehandling, så vejen fra første møde til etableret virksomhed bliver kortere.
Randers skal være kendt som en kommune, hvor man får hjælp – ikke modstand – når man vil skabe arbejdspladser.
Samtidig skal E45 åbnes langs hele Randers Kommune, så virksomheder kan udnytte den geografiske placering og synlighed, og dækningsafgiften skal afskaffes. Der skal skabes en ny kultur i kommunen med udgangspunktet: “Fortæl os, hvad vi kan gøre for dig.”
Randers midtby og landdistrikterne skal desuden udvikles gennem turisme. Det kræver, at kommunen igen tager ansvar for at bruge de naturgivne styrker – fjorden, Gudenåen og det unikke kulturliv.
Vi skal ikke bare tale om potentialet, vi skal handle på det. Fjorden og Gudenåen skal reddes, bylivet skal styrkes, og Randers skal være en magnet for gæster, iværksættere og investorer.
I Danmarksdemokraterne vil vi genskabe en lokal turistafdeling med fokus på Randers og et tæt samarbejde med øvrige østjyske kommuner. Vi vil redde og vedligeholde fjorden og Gudenåen som fundament for turisme og investeringer, revitalisere middelalderbyen som et aktivt centrum for kultur, events og oplevelser, og skabe bedre rammer for fritidssejlere, campinggæster og naturturismen langs hele Randers Fjord og Gudenåen.
Med vækst skaber vi liv, arbejdspladser og muligheder. Randers har i dag over 1.000 unge uden arbejde – de får en fremtid gennem vækst. Vores skoler og ældreområde lider under besparelser og dårlig forvaltning – de får bedre vilkår gennem vækst.
Vi skal ikke længere diskutere bro, flodby og Nordic Waste. Vi skal handle og skabe fremtiden. Ordentlighed, sund fornuft og en ny kultur er vejen frem. Den vil vi i Danmarksdemokraterne være med til at skabe – nu.