Fortsæt til indhold

»Nej til højere husleje«

Højrefløjen tager fejl omkring omkostningsbestemt leje, forklarer Velfærdslistens byrådsmedlem.

Debat
Kasper Fuhr ChristensenMedlem af Randers Byråd for Velfærdslisten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det skal være dyrere at bo i Randers Kommune. Sådan lyder budskabet fra Venstre og resten af højrefløjen, der går til valg på at ville afskaffe den omkostningsbestemte husleje. Ifølge dem vil en afskaffelse af denne beskyttelse af kommunens mange lejere føre til bedre lejeboliger.

Men højrefløjen tager fejl. De har misforstået reglerne, hvilket er forståeligt - de er komplicerede.

Faktisk giver reglerne om omkostningsbestemt leje udlejere stærke incitamenter til at forbedre deres lejemål. Der er nemlig en stor økonomisk gulerod ved enhver forbedring. Guleroden består i, at en forbedring fører til, at lejen kan forhøjes - enten ved en forbedringsforhøjelse (lejelovens paragraf 19, stykke et, andet punkt) eller en gennemgribende modernisering (paragraf 19, stykke to), der medfører, at lejen fremover kan fastsættes efter det lejedes værdi, hvilket almindeligvis vil medføre en markant højere leje.

De har misforstået reglerne, hvilket er forståeligt – de er komplicerede.

Reglerne beskytter således som udgangspunkt lejerne - bortset fra aftalte reguleringer efter nettoprisindekset - mod, at lejen forhøjes, uden at lejemålet eller servicen samtidig forbedres. Reglerne sikrer også, at udlejer kan forhøje lejen, hvis han bruger penge på at forbedre lejemålet eller servicen. På den måde tilstræbes en rimelig balance mellem lejers og udlejers interesser.

Hvis denne beskyttelse afskaffes, kan lejen forhøjes, uden lejemålet forbedres.

Mange familier vil risikere at møde et krav om lejeforhøjelse. Et krav, der kan tvinge dem fra hus og hjem.

Det vil øge udgiften til boligsikring og dermed blive dyrt for kommunen. Hvem skal så betale? Børn, ældre eller mennesker med handicap?

Venstre siger, at det ikke må blive dyrere at være dansker. Men uden omkostningsbestemt leje vil det for mange blive dyrere at være randrusianer. Det er ikke løsningen i en tid med stigende fødevarepriser, hvor stadig flere familier har svært ved at få enderne til at mødes.