Fortsæt til indhold

Seks mænd og én kvinde – i ét parti er fordelingen helt skæv

Blot en ud af Danmarksdemokraternes syv kandidater er kvinde. Hun er til gengæld partiets spidskandidat.

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lone Glarbo er spidskandidat for Danmarksdemokraterne til kommunalvalget i Favrskov Kommune. Hun er til gengæld også den eneste kvinde, man kan sætte sit kryds ud for hos Inger Støjbergs parti. De øvrige seks kandidater er alle mænd, hvilket gør Danmarksdemokraterne til det parti, der har den klart mest skæve kønsfordeling.

Når man opgør det i procent, hvilket skal tages med et gran salt, når der som her er tale om få personer, udgør mændene 86 procent. Blandt alle kandidaterne i Favrskov er 62 procent mænd, så Danmarksdemokraterne stikker altså klart ud med en stor overpræsentation af mandlige kandidater.

Det gælder i øvrigt i hele Østjylland, hvor partiets kønsfordeling ifølge TV 2 Østjylland er nøjagtig den samme som i Favrskov: 86 procent mænd og 14 procent kvinder.

Den enormt høje andel mænd er endnu mere bemærkelsesværdig, når man tager i betragtning, at Inger Støjbergs parti har markant flere kvindelige end mandlige medlemmer.

Flere kvinder i rød blok

Ellers er det værd at bemærke, at venstrefløjspartierne i Favrskov har en større andel kvinder end mænd på kandidatlisten. 14 af de 31 røde kandidater er kvinder, svarende til 45 procent, mens 15 af blå bloks 46 kandidater er kvinder, svarende til 33 procent.

Blot ét parti har flere kvinder end mænd på listen. Det er SF, der stiller med fire kvinder og tre mænd.

Ser man på spidskandidaterne, så har Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne en kvinde i spidsen, mens de andre syv spidskandidater er mænd.