Fortsæt til indhold

Billigere og bedre mad til vores ældre

Debat
Lars MøllerGruppeformand for Socialdemokratiet og kandidat til kommunalbestyrelsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I den kommende finanslov, har den socialdemokratisk ledede regering sat penge af til at gøre maden billigere for vores ældre, som er visiteret til en kommunal madordning. Ved at sætte penge af til sænkning af borgernes egenbetaling. Tak for det.

Jeg og Socialdemokratiet vil derfor i den kommende valgperiode tage en god snak med de andre partier om, hvorvidt vi har mulighed for at gøre som i Aarhus

I Aarhus har man i det nye budget for 2026 og frem sat egne midler af til også kommunalt at investere i en lavere egenbetaling. Det bør vi lade os inspirere af i Norddjurs.

Jeg og Socialdemokratiet vil derfor i den kommende valgperiode tage en god snak med de andre partier om, hvorvidt vi har mulighed for at gøre som i Aarhus, senest ved næste årsbudgetforhandlinger. Men gerne før. Nemlig, at vi også investerer nogle kommunale midler i at sænke egenbetaling for mad. En pris, som for fuldkost er cirka 4200 kr. pr. måned i Norddjurs. Alternativt til at sænke prisen mere end det, vi får statslige midler til, kan jo være, at vi investerer de eventuelt nye kommunale penge i at hæve kvaliteten af den mad, som de visiterede borgere får.

Jeg ser frem til nogle gode samtaler om dette med de andre partier. For vores ældre fortjener både bedre og billigere mad.