»Snak ordentligt på Facebook«
Der bliver skrevet mange nedladende ting om folk, man ikke kender, synes Randers-borger, og opfordrer til at tale pænt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Flere milliarder mennesker er på Facebook hver dag verden over. Hvorfor kan man ikke holde den pæne tone, når man skriver offentlig på Facebook?
Der bliver skrevet nedladende ting om folk, man ikke kender. Det er desværre blevet hverdagskost. Tonen derinde er blevet ekstremt meget rå. Jeg synes, det er trist, at man ikke kan skrive pænt om folk, man kender eller ikke kender. Måske skal der ændres på nogle retningslinjer.
Og måske skal de, der står bag Facebook, kigge på problemet, så vi kan få stoppet al den her diskrimination af andre.
Tænk på, hvordan man selv ville have det, hvis man læste noget grimt om sig selv.
Tænk jer om, inden I skriver. Tak!