Ingen børn må hjælpes på bekostning af andre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når kandidattesten spørger, om vi skal hjælpe udfordrede elever på bekostning af elever uden udfordringer, så er mit svar klart: det spørgsmål er forkert stillet. For vi skal ikke vælge mellem børn.

Alle børn har ret til at lykkes i skolen. Det kræver, at vi hjælper dem, der har brug for støtte uden at svigte fællesskabet. Inklusion handler nemlig ikke om at presse flere børn ind i almindelige klasser, men om at skabe rammer, hvor alle kan trives og lære.

Når det lykkes, er der to ting, der går igen: flere voksne og bedre rammer. To-voksenordninger i de yngste klasser gør en forskel for både elever med særlige behov og for klassefællesskabet som helhed. Pædagoger og lærere bidrager med hver deres faglighed, og sammen kan de skabe ro, trivsel og nærvær.

Samtidig må vi tage støj, lys og plads alvorligt. Et barn med særlige behov har brug for mulighed for at trække sig - ikke for at blive trukket ud. Skoler skal indrettes med tanke for sanseindtryk, og mellemformer med kvalitet skal være en reel mulighed, hvor barnet kan udvikle sig. Det skal ikke være et opbevaringsrum eller en spareøvelse.

Der er børn, som ikke kan rummes i den almene folkeskole - heller ikke med bedre rammer og to-voksenordninger. Det er helt afgørende for mig, at de stadig tilbydes et specialskoletilbud. Jeg drømmer om, at vi får PPR tættere på skolerne igen, så de kan være en del af hverdagen og hurtigere vurdere, hvilken støtte det enkelte barn har brug for. Det skal ikke afhænge af, hvor højt forældrene råber - som mange desværre oplever i dag.

Forældre skal ikke være nødt til at agere socialrådgiver, jurist og pædagog for at få hjælp til deres barn. Det ansvar skal vi sikre, at fagfolk omkring barnet tager på sig.

Vi skal have ambitioner for folkeskolen i Randers. Derfor skal Randers satse målrettet på at styrke børnenes trivsel og faglige miljø. Det betyder investeringer i to-voksenordninger, kompetenceudvikling og fysiske læringsmiljøer, der tager højde for børns forskelligheder. Og det betyder, at vi som kommune skal sige tydeligt fra over for besparelser på skoleområdet, for de handler ikke kun om kroner og ører, men om børns livschancer.

Når jeg insisterer på, at ingen børn må hjælpes på bekostning af andre, handler det om, at vi skal vælge et samfund, hvor alle børn får mulighed for at lykkes.