Fortsæt til indhold

Klimapolitikken i Skanderborg skal være faktabaseret uden ideologi

Skanderborgs klimapolitik skal baseres på fakta og ansvarlig planlægning – små tiltag er ikke nok til at imødegå fremtidens udfordringer.

Debat
Lars Søgaard-JensenNæstformand DN Skanderborg
Jakob Thulesen DahlFormand DN Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Fem borgerlige spidskandidater vil bringe fornuften tilbage i kommunens politik.

Den skal være ”realistisk, fornuftig og lokal grøn kurs for Skanderborg”. De ønsker en grøn omstilling med udgangspunkt i mennesker, natur og sunde økonomiske prioriteringer og en grøn ansvarlighed. Smukke ord, ingen kan være uenig i.

Man skuffes, når man er nærmere på de fine ord! Det er som om, kandidaterne ikke helt har forstået alvoren i klimakrisens omfang. Det virker som om, man tror, det ikke vil ramme Skanderborg.

Men lodsejere langs Mossø oplever allerede nu oversvømmelser i perioder med megen nedbør. Nødvendige klimatilpasningsprojekter koster allerede i dag borgere i Skanderborg Kommune rigtig mange penge. For eksempel koster alene projektet ved Skanderup Bæk 44,7 millioner kroner.

De fem mener, at Skanderborgs klimapolitik savner fornuft, uden at der gøres rede for hvordan.

Byrådet har vedtaget en målsætning om, at Skanderborg skal være selvforsynende med grøn strøm år 2030. Det er både ansvarligt og fornuftigt.

Hvori består så de fem skribenters ansvarlige grønne politik? Det er energioptimering af bygninger, opsætning af letvægtsolceller og genbrug af byggematerialer i nybyggeri. Gode forslag, ingen kan være uenige i.

Siden oliekrisen i 70’erne er der arbejdet på energioptimering af bygninger, og selvfølgelig skal vi fortsat anvende nye teknologier, materialer og metoder, der reducerer bygningers energiforbrug.

De konkrete forslag, vi får fremlagt, er helt utilstrækkelige og derfor uansvarlige i klimakrisens sammenhæng.

Letvægtssolceller har en væsentlig lavere ydelse pr. m² end konventionelle solceller. På Skanderborg Kommunes hjemmeside kan man læse, at hvis konventionelle solceller alene skal producere de 557 GWH strøm, der skønnes at blive behov for år 2030, skal der opsættes solceller på 555 hektar jord. Hvor vil man finde et samlet tagareal på mere end 555.000 m²?

Genbrug af bygningsmaterialer er en rigtig god idé, både ressourcemæssigt og klimamæssigt – det skal vi da gøre i langt højere omfang, end det sker i dag. Men det batter meget lidt.

De konkrete forslag, vi får fremlagt, er helt utilstrækkelige og derfor uansvarlige i klimakrisens sammenhæng. Vi skal være ansvarlige på langt sigt, ikke bare 4 år frem. Hvis vi ikke er det, vil klimaomkostningerne bare vokse endnu mere.

Produktionen af den nødvendige grønne strøm skal ikke udliciteres til vestkysten. Det er ikke grøn ansvarlighed. Tværtimod er det ansvarsforflygtigende Not-in-my-backyard-politik.

I øvrigt er der ingen, der som antydet i debatindlægget har givet udtryk for, at Skanderborg skal udvikle sig til en energieksporterende kommune – ej heller Naturfredningsforeningen.

Nogle synes ikke, der er plads til vindmøller og solceller i Skanderborg Kommune, men det er ikke sandt. Hvis modet og viljen er der, er der plads til både solceller og flere vindmøller i kommunen uden, at naturen lider overlast.

To store projekter i hhv. Viuf mellem Vejle og Kolding og Ramme syd for Lemvig viser, hvordan solcelleanlæg kan være til gavn for naturen og til glæde for borgerne. Aktive borgere har gennem dialog med projektudviklere og kommuner fået væsentlig indflydelse på projekterne.

Begge steder er der udlagt betydelige arealer til naturgenopretning, og begge steder er der offentlig adgang til den nye natur. Ved Viuf blev 129 ud af de 347 hektar, der oprindelig var tænkt dækket med solceller, udlagt til natur – bl.a. blev 3 kilometer vandløb frilagt!

Naturfredningsforeningen har en vision om, at det samme også kunne ske her hos os.

Er det fornuft at trække tiden ud for klimatiltag, der batter? Er det realistisk ikke at forholde sig aktivt til en galoperende klimakrise, der medfører store udgifter for Skanderborgs borgere? Er det ansvarligt?

Skanderborg Kommunes klimapolitik skal baseres på fakta og være fri for ideologi. Det er det eneste økologiske og økonomiske ansvarlige.