Det glæder os, at SF nu også ser potentialet i lokale energifællesskaber
De konservative glæder sig over, at SF nu også ser potentialet i lokale energifællesskaber, men minder om, at idéen blev fremsat af Det Konservative Folkeparti allerede tidligere i valgkampen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
”...som først foreslået af de konservative”, dette mangler Claus Leick at nævne i sit debatindlæg ”17 vindmøller kan gøre Skanderborg grøn”.
Det glæder os, at SF nu også ser potentialet i lokale energifællesskaber. Det er nemlig en del af den konservative politik, som vi har arbejdet for gennem længere tid – og som vi tidligere har foreslået i debatindlæg, ved vælgermøder og i DR’s Kandidatfest.
Mange lokalområder vil gerne bidrage til den grønne omstilling, men oplever det som uoverskueligt at finde den rette udvikler eller projektmodel.
Derfor foreslog vi allerede for måneder siden, at kommunen skal spille en mere aktiv rolle som facilitator og rådgiver og være medskaber af løsninger gennem lokale energifællesskaber, hvor borgerne er medejere af vindmøller og solceller.
Det skaber både lokal opbakning, økonomisk værdi og en grønnere profil for kommunen.
Mange lokalområder vil gerne bidrage til den grønne omstilling, men oplever det som uoverskueligt at finde den rette udvikler eller projektmodel. Derfor foreslog vi allerede for måneder siden, at kommunen skal spille en mere aktiv rolle som facilitator og rådgiver.
Derudover tror vi på færre, men mere gennemarbejdede projekter. Byrådet skal tage tydeligt ansvar for, hvor og hvordan vi udvikler vedvarende energianlæg, så retningen er klar fra begyndelsen.
Derfor er vi også positive over for SF’s forslag om at udpege et eller to egnede områder – for eksempel langs motorvejen – hvor vindmøllerne kan stå i mindre grupper, sådan som vi allerede kender det ved Låsby.
Når rammerne er sat, skal borgerinddragelsen bruges til at forbedre projekterne – ikke til at legitimere dem bagud! Vi foreslår desuden faste revisionspunkter i kommunens klimaplan, så strategien løbende kan tilpasses ny viden og teknologisk udvikling. Grøn omstilling kræver, at vi er åbne for forandring.
Vi er glade for, at SF nu deler vores ambition om at styrke de lokale energifællesskaber. Det tegner godt for det fremtidige samarbejde i byrådet.