Grundvandet stiger – Syddjurs skal handle nu
Syddjurs Kommune bør tage problemet alvorligt i den kommende klimatilpasningsplan, mener Venstre-kandidat.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Syddjurs Kommune oplever vi allerede konsekvenserne af stigende grundvand.
Ifølge GEUS og Miljøstyrelsen forventes grundvandet flere steder at stige yderligere i de kommende år på grund af klimaændringer og højere nedbør. Det er en udfordring, vi ikke kan grave os ud af – vi er nødt til at planlægge for den.
Mange steder står vandet tættere på overfladen end tidligere, særligt efter årene 2023 og 2024.
Det giver problemer for både husejere, landmænd og naturen. Kældre bliver fugtige, dræn virker dårligere, og regnvand har sværere ved at løbe væk. Det stiller endnu større krav til bl.a vandløbenes vedligeholdelse og kloakering.
Vi kan ikke vente, til vandet står i kælderen.
Derfor bør Syddjurs Kommune tage problemet alvorligt i den kommende klimatilpasningsplan. Der skal være klare retningslinjer for byggeri i udsatte områder, og der bør investeres i løsninger for lokale dræn, placering af vådområder samt bedre håndtering af overfladevand. Samtidig skal borgerne have bedre information om risikoen i deres område.
Vi kan ikke vente, til vandet står i kælderen. Det er nu, vi skal handle, så Syddjurs forbliver et trygt sted at bo – også når grundvandet stiger.
Det kræver omtanke og samarbejde mellem kommunen og borgerne.