Portræt af en tid: Valgplakaterne til kommunalvalget er bemærkelsesværdigt kedelige

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forrige weekend, lørdag den 25. oktober kl. 12.00, lød startskuddet til ophængning af valgplakater til kommunalvalget 2025.

Jeg bor i et hus med en høj stueetage, og hele dagen havde jeg udsigt til ivrige typer, der med lige dele mangel på højdeskræk og politisk entusiasme kravlede op i elmasterne for at montere valgplakater. Nogle af dem var hurtige på hænderne, andre brugte det meste af min frokost på at fumle med strips og papskilte, som vinden uhensigtsmæssigt greb fat i, mens efterårsbladene føg om ørene. Som lørdagen skred frem, virkede det næsten uhøfligt ikke at begynde at vinke til de hårdt arbejdende mennesker, som hang der i elmasterne, lige uden for mit vindue, og alligevel lod jeg være. Dels fordi det virkede livsfarligt at opfordre til at frigive en hånd til en hilsen, dels fordi der er politiske partier, som jeg af princip ikke vinker til - uanset hvor og hvordan de hænger.

Men op kom de jo, valgplakaterne, og nu udgør de et farverigt indslag over det meste af Aarhus i det tiltagende mørke efterår. Alting er, som det plejer at være op til et valg. Og vanen tro kommer jeg i optakten til et valg – det være sig kommunalvalg, folketingsvalg eller EU-parlamentsvalg - til at tænke på, at valgplakater er portrætter, og at portræthistorien er lige så lang, som den er interessant.

I tusindvis af år har portræthistorien nemlig fremstillet og fortolket menneskets udseende, identitet og sociale rang. I oldtidens portrætter i Egypten, Grækenland og Rom var portrættet tæt forbundet med magt. Det var stærkt idealiserede billeder af kejsere og faraoer, som stræbte mere efter at forherlige det portrætterede menneske end at fremstille det realistisk. Middelalderen flød over med religiøse motiver, så her holdt det personlige portræt en form for pause, som til gengæld accelererede med raketfart derud i Renæssancen, hvor verdens velsagtens mest berømte portræt blev malet; Leonardo da Vincis Mona Lisa. I barokken og oplysningstiden blev portrættet mere dramatisk og iscenesat med alskens artefakter og symboler, dog stadig forbeholdt de øverste i samfundet, mens romantikken og realismen i 1800-tallet eksperimenterede med portrætteringer af almindelige mennesker. Modernismen førte portrættet til nye højder ved at betone menneskets indre, følelsesmæssige og psykologiske dimensioner. I dag, i det 21. århundrede, er portrættet blevet allemandseje og enhver, som ejer en smartphone, ejer muligheden for at portrættere sig selv og bearbejde billedet med filter, lys og beskæring, før det frigives til verden på sociale medier.

Med portrættets lange udviklingshistorie i ryggen (her opsummeret urimeligt overfladisk), synes jeg, at valgplakaterne til kommunalvalget 2025 er bemærkelsesværdigt kedelige. Der er ligesom ikke noget på spil i portrætterne, og det ved vi jo godt, at der er, når det kommer til politik. Det virker som om, at valgplakaterne i år mere forsøger at ligne hinanden end at differentiere sig fra hinanden og at noget så elementært som valget mellem jakkesæt eller casual beklædning, neutral baggrund eller by/natur-baggrund er eneste variation i plakaternes samlede udtryk. Nu har jeg jo ikke set dem alle, men alligevel har jeg en fornemmelse af, at jeg har set dem alle. Hvis jeg nu ikke havde nogen forudindtaget viden om værdierne bag det konservative grønne logo ”C” eller noget kendskab til ambitionerne bag det røde ”Ø”, ja, så vil jeg vove at påstå, at jeg ikke kunne afkode, hvad det portrætterede menneske på valgplakaten står for, hvilke værdier netop det menneskets politik læner sig ind i, eller hvilken vision, der står for dagen, hvis netop den her politiker kommer til magten.

Måske er årets kommunalvalgplakater derfor lige så meget et samlet portræt af en moraliserende tid, hvor vi i stigende grad er bange for at træde ved siden af, fordi vi ved, at hetzkulturen er intens, og at de ulmende bål rundt omkring lynhurtigt blusser op. Så hvis alle ligner hinanden og enes om en gennemsnitlig valgplakatsæstetik med en smal margen, hvor øjenkontakt og smil er uafværgeligt, ja, så er der ikke noget overhængende på spil. Men skal der ikke netop være noget overhængende på spil, når det kommer til politik? Jeg ved det ikke, men jeg savner den smukke valgplakat, den modige valgplakat, den bemærkelsesværdige valgplakat. Gad vide, hvordan oldtidens grækere ville have grebet opgaven an?