Der skal være rum til børn med behov for lidt ekstra
Bo Dencker opfordrer kommunen til at skabe rum og støtte til børn med særlige behov, så alle kan trives og udvikle sig på deres egne præmisser.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Når jeg tænker tilbage på min egen skoletid, tænker jeg altid på ekstralæren Hans Jørgen. Han havde forstået noget helt centralt om børn og trivsel: At alle lærer og trives forskelligt – og det skal der være plads til.
Hans Jørgen sørgede for skemalagte pusterum i et dertil indrettet rum uden forventninger og skema. Små åndehuller, hvor de elever, der havde svært ved at sidde stille eller koncentrere sig i lange stræk, kunne få lidt luft.
Det lyder måske som en lille ting, men det gjorde en verden til forskel. Elever, der dengang havde brug for lidt ekstra støtte eller ro, fik mod på resten af skoledagen – og resten af skoletiden.
Trivsel i skolen handler ikke om at gøre alle ens, men om at give plads til forskellighed.
Når jeg ser tilbage, er det tankevækkende, hvordan det er gået os alle sammen fra dengang: En af mine klassekammerater er i dag en af dem, der får godkendt flest patentansøgninger i Danmark. En anden er blevet en fandens dygtig socialpædagog. En blev leder i socialforsorgen, en blev tandtekniker, og en blev landmand.
Vi har valgt forskellige veje – men alle har formet et godt liv. Det viser mig, at trivsel i skolen ikke handler om at gøre alle ens, men om at give plads til forskellighed. Det handler om at give børn de rammer, de har brug for, så de kan vokse – på deres egne præmisser.
Derfor skal vi i kommunen blive langt bedre til at skabe både fysiske og menneskelige rum, hvor børn med særlige behov kan trække sig tilbage. Ikke bare til et tomt lokale men til et sted, der er indrettet med omtanke, med en pædagog tilknyttet, som børnene har tillid til og som kender dem.
For trivsel opstår ikke af sig selv. Den kræver relationer, nærvær og voksne, der har tid og kompetence til at se hvert barn. Når børn mistrives, koster det både menneskeligt og samfundsøkonomisk – men vigtigst af alt: Det koster på barndommen.
Jeg tror på en skole, hvor der er rum til alle – også til dem, der har brug for lidt ekstra. Det skal vi turde prioritere.