Når barnets råb drukner i systemets stilhed
Bureaukrati og formalia ofte står i vejen for hurtig og reel indsats over for børn i mistrivsel, mener borger i Randers.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Velfærden skulle være en tryghed, men er den blevet en mur mellem barnet og hjælpen?
Vi kalder det velfærd. Men nogle gange føles det mere som et maskineri, der kører på autopilot. Et system, der engang blev bygget for at hjælpe, og som siden har glemt, hvorfor det blev tændt.
Der bliver holdt møder, skrevet referater og udarbejdet handleplaner, mens børnene venter. Der skrives om trivsel, laves planer for trivsel, tales varmt om trivsel, og alligevel falder flere og flere børn ud af fællesskabet.
For hvor mange gange kan man egentlig sige “barnet i centrum”, før man begynder at handle derefter?
Når et barn mistrives, burde alle alarmklokker ringe. Men i stedet sætter man “processer i gang”. Der laves skemaer, afholdes statusmøder og udarbejdes nye notater. Det ser ud som bevægelse, men er i virkeligheden stilstand. For mens alt det administrative ruller, står barndommen stille. Tiden bliver spist af papirer, paragraffer og procedurer, mens barnet mister noget, der ikke kan skrives ind i et journalnotat: tillid, ro, mod og håb.
Systemet taler i vendinger, der lyder rigtige, men føles tomme. Der loves tidlig indsats, men hjælpen kommer sent. Der loves helhedsorientering, men barnet bliver splittet mellem afdelinger. Der loves samarbejde, men ingen tager reelt ansvar. Forældre møder forståelse på møder - og tavshed bagefter.
Det her handler ikke om enkelte fejl. Det handler om et system, der er blevet så optaget af at gøre tingene korrekt, at det har glemt at gøre det rigtige. Et system, hvor det er sikrere at vente end at handle. Hvor frygten for at begå fejl er større end frygten for at svigte et barn.
Der findes ingen onde mennesker i velfærden - kun et system, der har mistet sin sjæl. Et system, der har glemt, at lovgivning ikke er et værn mod handling, men en forpligtelse til at tage ansvar. Når formalia bliver vigtigere end fornuft, mister omsorgen sin retning.
Et barn i mistrivsel har ikke tid til ventetid. Det lever nu, mærker nu, mister nu. Hver dag, vi venter, bliver en dag, barnet aldrig får tilbage.
Vi kalder det trivsel, men trivsel uden handling er bare et ord. Vi taler om omsorg, men omsorg uden mod er bare en hensigt. Og vi kalder det systemet, men glemmer, at systemet i virkeligheden består af os - mennesker med ansvar, samvittighed og mulighed for at handle.
Hvis vi virkelig mener, at børn er vores fremtid, må vi begynde at handle, som om det er sandt. Ikke i morgen. Ikke efter endnu et møde. Men nu, mens børn stadig venter på voksne, der tør være det.
For måske er det ikke børnene, der skal lære at råbe højere, men de voksne, der skal lære at lytte.
Hvornår blev systemets ro vigtigere end barnets råb?