Seniorboliger er livskvalitet - ikke bare mursten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For nylig besøgte jeg Stevnstrup, hvor flere borgere fortalte, at der mangler seniorboliger i byen.

En kvinde, der har boet der i over 50 år, sagde:

»Jeg vil gerne blive her – men hvad gør jeg, når jeg ikke længere kan passe hus og have?«

Det handler om tryghed og tilknytning - om at kunne blive i det lokalsamfund, hvor man kender byens beboere, og hvor man hører til.

Men mange ældre - som kvinden fra Stevnstrup - får ikke den mulighed. Boligerne er der ikke, fortæller hun. Det betyder, at nogle må flytte væk fra deres netværk, venner og daglige rutiner, og det gør en livsfase, som burde være tryg, utryg.

Når vi ikke har boliger, der passer til livet efter arbejdslivet, mister vi mere end fleksibilitet i boligmarkedet. Vi mister også fællesskab. I dag føler 470.000 danskere sig svært ensomme, og ensomhed koster samfundet syv-otte milliarder kroner om året i pleje, behandling og tabt arbejdskraft. Blandt de ældre over 65 år lever omkring 100.000 i Danmark med ensomhed i en grad, der påvirker deres hverdag (kilde: Ældre Sagen og Folkebevægelsen mod Ensomhed).

Seniorboliger og bofællesskaber er derfor ikke bare en social luksus. De er en del af løsningen. Fællesskab forebygger ensomhed, styrker helbredet og gør hverdagen tryggere.

Vi skal værne om vores kommune og vores byer, så man kan blive boende, også når livet ændrer sig. En Randers Kommune, hvor fællesskabet bygges ind i murstenene, og hvor alder ikke betyder, at man må forlade det sted, man kalder hjem. For seniorboliger handler i sidste ende om at give mennesker mulighed for at blive en del af et fællesskab - hele livet.