Fortsæt til indhold

Flere kameraer på bibliotekerne er løsningen på hærværk

Dansk Folkeparti vil have overvågningskameraer op, så gerningsmændene kan identificeres og deres adfærd kan korrigeres.

Debat
Mercedes Czank (DF)Formand, Dansk Folkeparti Favrskov
Eva Damsgaard (DF)Næstformand, Dansk Folkeparti Favrskov
Aston Mott Braham (DF)Bestyrelsesmedlem, Dansk Folkeparti Favrskov
Ove Nørlem (DF)Bestyrelsesmedlem, Dansk Folkeparti Favrskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Bibliotekerne i Hinnerup og Ulstrup har været plaget af hærværk, og kommunens svar er indtil videre at indskrænke åbningstiderne.

Det er forståeligt, at man gerne vil reagere hurtigt i en akut situation, men løsningen er og bliver symptombehandling.

At lukke biblioteket tidligere forhindrer måske hærværk her og nu, men det løser ikke problemet med asocial opførsel. Det flytter det bare. De unge (som vi antager, at det er) finder helt sikkert et andet sted, hvor de kan svine og smadre.

Vi skal i stedet tage fat om nældens rod, nemlig den asociale opførsel. Som samfund og som kommune skal vi korrigere deres adfærd, og det gør vi altså ikke ved at justere på åbningstiderne.

Det handler om at få nogle unge mennesker væk fra et skråplan, der ellers kan udvikle sig over tid.

Vi gør det derimod ved at identificere hærværksmændene, så politi og forhåbentlig også deres forældre kan få en alvorlig snak med dem. Og har de forvoldt større skader, skal de selvfølgelig også betale for dem.

Derfor er løsningen lige så enkel, som den er effektiv: Der skal opsættes flere kameraer inde på bibliotekerne, så personale og politi kan se, hvem der kravler ind ad vinduerne eller sniger sig ind på anden vis.

Så er der helt sikkert nogle, der vil argumentere med, at flere kameraer koster mere, end de skader, de unge forvolder. Til jer vil vi sige, at det ikke handler om kroner og ører. Det handler om at få nogle unge mennesker væk fra et skråplan, der ellers kan udvikle sig over tid. Det handler om at få dem på rette spor, mens tid er. Det er med andre ord en investering i fremtiden både for dem og for os.