Fortsæt til indhold

De tre største byer bør også have lokalråd

Succeserne fra Ulstrup Lokalråd skal kopieres ud til Hammel, Hadsten og Hinnerup mener Venstre.

Debat
Nanna Skov Iversen (V)Byrådskandidat, Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er stolt af at være bestyrelsesmedlem i Ulstrup Lokalråd. Jeg er stolt af, at vi for et par år siden fik rejst midlerne til at etablere en sauna ved Gudenåen. Jeg er stolt af, vi har fået mere belysning på Dannebrogpladsen, at vi hvert år pynter Ulstrup by til jul, at vi har skabt Outdoorfestival på Dannebrogpladsen, at vi har arrangeret julestue i december. Jeg er stolt af, at vi skaber liv og aktivitet på frivilligt initiativ med udgangspunkt i Ulstrup og omegn. Aktuelt med afholdelse af vælgermødet i Ulstruphallerne, som spås til at blive et af de største i kommunen.

Venstre går til valg på at arbejde for etablering af lokalråd i de øvrige hovedbyer inspireret af Ulstrup Lokalråd. Dels for at idéer og projekter skabes ud fra lokal forankring og inddrager civilsamfundet, men også for at skabe dialog på tværs af de fire hovedbyer i håbet om at skabe øget samarbejde hovedbyerne imellem. Det skaber værdi, når civilsamfundet er medspiller i udvikling og etablering af projekter i lokalområdet, hvor idéer skabes og får liv.

Det er derfor enormt glædeligt at læse, at Venstres valgprogram har fundet vej til Liberal Alliance, der nu også foreslår at danne lokalråd i de øvrige hovedbyer. Lad os derfor samarbejde om at få det til at blive virkelighed, så vi får skabt rammen om et bedre samarbejde på tværs i kommunen.