Forslag afvist. Nu er det sidste udkald for at redde Klostermølle
Skal der fortsat være offentlig adgang til Klostermølle, skal finansiering være på plads inden årets udgang, ellers sætter Naturstyrelsen området til salg.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det nærmer sig hastigt sidste chance for at redde Klostermølle.
Siden det i marts 2023 kom frem at Naturstyrelsen ville afhænde området, og at der ikke i forbindelse med salget var betingelser om at en ny ejer skulle sikre fortsat offentlig adgang til området, har Klostermølles Venner arbejdet intenst for at sikre fortsat offentlig adgang og for at udfolde stedets store potentiale som ramme for natur, kultur og friluftsliv.
I starten så det ud til at lykkes, da Naturstyrelsen tilbød foreningen at man kunne købe området for 6. mio. kr. Beløbet var fastsat af Finansministeriets valuar, og Klostermølles Venner fik et år til at skaffe den nødvendige finansiering.
Foreningen udarbejdede et projektforslag for fremtidens Klostermølle og var i tæt dialog med flere af landets største fonde. Men det gik alt for trægt med at få finansieringen på plads, og selvom Naturstyrelsen sidste år gik med til at udskyde salget nok et år, er det ikke lykkedes at få finansieringen på plads.
»Projektet har mødt meget stor anerkendelse for sin idé og folkelige forankring – men de store nationale fonde har endeligt gjort det klart, at de ikke vil finansiere selve købet af ejendommen. Begrundelsen er blandt andet bygningernes dårlige stand og et ønske om, at staten også bidrager til projektet,« oplyser formand Peter Møller Rasmussen i en pressemeddelelse.
Det er ærgerligt, at staten ikke kan være med til at sikre denne historiske og naturmæssige perle, som i dag besøges af titusindvis af mennesker hvert år, men vi giver ikke op og har fortsat tro på, at det lykkes. Vi arbejder på højtryk for at finde en løsningPeter Møller Rasmussen, Klostermølles Venner
Prisen på de 6 mio. kr., er en intern vurdering fra statens side og ikke nødvendigvis den pris, ejendommen vil blive udbudt til ved frit salg. Derfor har Klostermølles Venner forsøgt at få staten til at bidrage ved enten at overdrage ejendommen vederlagsfrit til en forening eller beholde ejerskabet og indgå en driftsaftale, hvor frivillige står for udvikling og aktiviteter.
Begge muligheder blev afvist i oktober i år.
Klostermølles Venner arbejder derfor nu intensivt på at finde finansiering gennem lokale og nationale fonde samt private bidragydere.
Men tiden er ved at rinde ud, for finansieringen skal være på plads inden årsskiftet 2025, og der er behov for stærke samarbejdspartnere, som vil hjælpe med at sikre Klostermølles fremtid, understreger Peter Møller Rasmussen.
»Det er ærgerligt, at staten ikke kan være med til at sikre denne historiske og naturmæssige perle, som i dag besøges af titusindvis af mennesker hvert år, men vi giver ikke op og har fortsat tro på, at det lykkes. Vi arbejder på højtryk for at finde en løsning, gerne sammen med Horsens Kommune, der kan bevare Klostermølle som et åbent sted for alle,« siger Peter Møller Rasmussen.
Klostermølles Venner rækker nu ud til alle, der kan hjælpe med kontakter, idéer eller økonomisk støtte til at redde stedet. Alle er velkomne til at kontakte foreningen eller møde bestyrelsen personligt til efterårsmarkedet søndag 16. november på Klostermølle, hvor der er mulighed for at høre mere om projektet.
»Vi håber ikke, efterårsmarkedet bliver afslutningen på aktiviteterne og den offentlige adgang til Klostermølle, men blot en af mange aktiviteter på Klostermølle i fællesskab med de mange mennesker, der holder af stedet.«