Fortsæt til indhold

Red havet, før fisken flytter ind i stuen

Debat
Kim Withen OlesenKandidat til KV25 for Konservative Syddjurs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er meget optaget af vækst i balance. Vi er alle afhængige af hinanden og naturen. Dem, der har evnerne, kræfterne og helbredet, har også pligten til at bidrage til vores fællesskab.

Ofte ser vi, at dem, der giver, og dem, der modtager, ikke er tilfredse. Det er svært at fordele rimeligt og retfærdigt. Jeg mener, at vores samfund – sammenlignet med andre samfund – er godt og velfungerende. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal tilpasse og ændre med omtanke. Det er udvikling og vækst.

Jeg finder det helt urimeligt, når der er grupper, der kører hetz på enkeltvirksomheder og erhverv.

Jeg finder det helt urimeligt, når der er grupper, der kører hetz på enkeltvirksomheder og erhverv. Lad mig til eksempel nævne landbruget, der stort set kun har lavet det, de er blevet bedt om af det øvrige samfund: billige fødevarer og masser af kød til forarbejdning og eksport, hvilket de nærmest har gjort til perfektion. De har været med til at hæve levestandarden for masser af ufaglært arbejdskraft på slagterier og forædlingsfabrikker.

Katastrofe er uoprettelig, destruktion altødelæggende. Krise kommer af det græske ord krisos og betyder forbigående; hvis der sættes ind, er det muligt at rette op.

Vores hav og drikkevand er i krise, og vi er simpelthen nødt til at rette op og tilpasse, ellers indtræffer katastrofen. Vi uddør, naturen overlever altid, men jeg kan godt frygte, at det bliver uden os, hvis ikke vi sætter ind. Ikke i panik, men klogt og velovervejet. Dem, der må afgive og omlægge, skal have rimelig erstatning, da det er deres livsgrundlag. Det vil også fremme processen med en rimelig erstatning, så vi kan komme i mål med rent vand i hanen og fisk i vandet igen.

Jeg finder det også vigtigt, at vi selv laver fødevarer i Danmark, så vi ved, hvad vi spiser og drikker, eller hvis der opstår sygdom etc. uden for Danmark. Vi skal kunne være selvforsynende i en krisesituation.

Jeg vil arbejde for, at der kommer en værdig ældrepleje til glæde for dem, der trænger til pleje, og for personalet. Ved at lytte til og inddrage personalet. Det er vigtigt, at alle er med, når man ændrer og leder. Ellers er man lige vidt, og jeg er sikker på, at det kan lade sig gøre.

Folkeskolen har store udfordringer med inklusion, børn der mistrives og ikke møder op. Det skal tages meget alvorligt, og det er en af de vigtigste opgaver for det nye byråd at få løst i samarbejde med forældrene og skolerne. Vores skoler og tilbud til dem, der har udfordringer, må og skal have meget høj prioritet. Et hul på vejen i starten kan blive et krater resten af livet, hvis ikke der tages hånd om det tidligt.

En stor udfordring er også, at politikere og administration ikke er gode nok til at lytte. De igangsætter høringer og sætter flueben. Nu har der været høring, og de gør, som de vil, uden skelen til de svar, de modtager. Jeg har også ofte været ude for, at politikere ikke er blevet ordentligt oplyst om en sag af embedspersonerne i kommunens administration. Gennem mit arbejde som formand for DN Syddjurs blandt andet. Vi skal være meget forsigtige med at bygge nyt langs vores kyster, og vi skal tage hensyn til landskab og natur.

Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at frede statens jord ved Kalø Gods. Fredningen er rejst af DN Syddjurs, og det har fået opbakning hos fredningsnævn og byråd – tak for det! Jeg håber oprigtigt, at det vil blive til glæde for naturen, landskabet og fremtidige generationer.

Vi skal støtte op om de små bysamfund i det åbne land og være åbne for at udvikle her. Vi skal genbruge tiloversblevne bygninger og være åbne for ændringer. Når vi bygger nyt, skal det gøres med omtanke. Det er vigtigt, at kommunen afsætter ressourcer til at servicere håndværkere og bygherrer, evt. med hjælp udefra i pressede situationer.

Vores erhvervsliv skal bakkes op og hjælpes bedst muligt af kommunen.

Som formand for DN Syddjurs, Nationalpark Mols Bjerges Råd og Ebeltoft Håndværker- og Borgerforening har jeg arbejdet meget med sager, hvor kommunen er indblandet. Jeg kan derfor som byrådsmedlem bidrage konstruktivt med synspunkter og problemstillinger fra den virkelige verden uden for rådhuset med respekt for borgerne. Kommunen er til for borgerne og ikke omvendt.

Jeg stiller op for de konservative til byrådsvalget. Stem på Kim Withen og få en håndværker i butikken.