Fortsæt til indhold

Uden grøn omstilling tegner fremtiden uhyggelig dyster

Debat
Peter KjærByrådsmedlem, Spidskandidat for Enhedslisten De Rød-Grønne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Andre partier i Skanderborg Byråd virker næsten begejstrede over, at regeringen har sænket ambitionsniveauet for opstilling af vedvarende energi frem mod 2030.

Det bliver af nogle nu brugt til også at ville sænke Skanderborg kommunes ambitioner, og hævde, at vi nu kun mangler 17 vindmøller for at være klimaneutrale. Og den leg kan vi da godt lege, men ville det ikke være fair lige at nævne, at vi i 2035 vil have brug for 13 vindmøller mere.

Og lad os så ikke glemme, at vi fortsat ikke medregner CO2-udledning fra afbrænding af biomasse og klimaomkostninger ved alle de varer, vi importerer. Uden grøn omstilling tegner fremtiden uhyggelig dyster.

Børn, der fødes i morgen, vil som elev i 4. klasse kun kunne opleve at se et koralrev, der er gråt og dødt, og som aldrig vil kunne bringes til live igen.

Inden for de næste 10 år dør 80 procent af verdens koralrev. Det drejer sig om varmtvandskorallerne, som ikke tåler en temperaturstigning over 1,5 grader. Det er godt nok kun 99 procent sikkert, at det vil ske, men alligevel.

Det kommer til at betyde alverden for ½ mia. mennesker og næsten alverden for ½ mia. flere. Vrimlen af liv ved koralrevene vil for evigt være slukket. Børn, der fødes i morgen, vil som elev i 4. klasse kun kunne opleve at se et koralrev, der er gråt og dødt, og som aldrig vil kunne bringes til live igen. Og de vil vide, at det er deres egne forældres og bedsteforældres skyld. Og det vil være lige meget, om de har fået tolærerordning og gratis skolemad alle sammen.

Til den tid vil Trump være ude af Det Hvide Hus, Putin vil være 83 eller død, Mette Frederiksen vil have fundet en eller anden retrætepost, og TikTok vil være afløst af nye spændende platforme, men der vil kun være gået 10 år.

Ikke engang Enhedslisten vil kunne nå at redde koralrevene. Klovnefisken vil ikke være til at finde mere i levende live, kun i Disneys drømmeverden vil lille Nemo have noget at komme hjem til.

Det er det første Tipping Point, vi nu er nået frem til. Men i Enhedslisten giver vi ikke op. Der er stadig regnskove at redde, der er stadig gletsjere med is på, Golfstrømmen er ikke stoppet endnu, og i Danmark kan vi stadig nå at lægge landbruget, energiproduktionen, transporten, byggeriet og forbruget om.

Enhedslisten er lykkedes med, skridt for skridt, at presse kommunens politik i en mere klimavenlig og grøn retning, så Skanderborg kommune nu vil sørge for, at der bliver produceret energi til eget forbrug ved hjælp af vedvarende energi. Så Skanderborg kommune nu seriøst overvejer: genbrug frem for riv-ned-og-byg-nyt. Så Skanderborg kommune nu som standard tillader klimavenligt byggeri med træ og andre materialer.

Det betyder ikke alverden for danskerne, om vi sviner lidt ekstra med CO2-udledningen. Vi har ingen Nemoer boende i et koralrev ud for vestkysten. Så turisterne skal nok komme her alligevel, men hvis Golfstrømmen kollapser, så er vi danskerne på røven, akkurat som den mia. mennesker, der er afhængige af koralrevene.

Hvis Golfstrømmen kollapser, så får vi et klima, som de har i Alaska (farvel landbrug). Mange tænker måske, at advarslerne om Golfstrømmens kollaps er overdrevet, men det samme var tilfældet med koralrevene. Det gik bare overraskende hurtigt.

Der er tegn på, at Golfstrømmen er aftagende, og det er ikke utænkeligt med et kollaps allerede i dette århundrede, hvis vi bare fortsætter med at sende klimagasser ud i atmosfæren som hidtil. Men så får vi selvfølgelig plads til masser af vindmøller i Danmark.