Vores skoler skal have et økonomisk og menneskeligt løft
Det Konservative Folkeparti vil give Skanderborgs folkeskoler et mærkbart økonomisk og fagligt løft.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er en høj prioritet for Det Konservative Folkeparti i Skanderborg at give skolerne et økonomisk løft. Sidste år lykkedes det os at give et økonomisk løft til skolerne i Skanderborg Kommune. Det var et vigtigt første skridt. Men desværre ikke nok.
Vi ser, hvordan skolebestyrelser må godkende negative regnskaber, og hvordan mange af vores skolebygninger og faciliteter trænger i den grad til en kærlig hånd. Det er ikke rimeligt, og derfor vil Det Konservative Folkeparti arbejde for et nyt og mærkbart løft til folkeskolerne.
Vi ved godt, at der ikke står en pose penge og venter. I hvert fald før regeringen får lavet den urimelige kommunale udligning om, så statens finansiering følger børnetallet frem for blot indbyggertallet. Men nogle ting er så vigtige, at vi skal finde plads til dem.
Og for os er gode skoler og ordentlige rammer for børnene helt i toppen af den liste. Det bliver vores prioritet, når vi går ind i de kommende budgetforhandlinger.
Men flere penge alene gør det ikke. Vi skal også bruge dem klogt. Vi tror på, at tidlige og forebyggende indsatser betaler sig. Når vi hjælper børn på vej i mistrivsel i tide, kan vi undgå langt dyrere specialtilbud senere og samtidig give børn og forældre et mere trygt og stabilt liv. Specialtilbud og tabt arbejdsfortjeneste til forældre er både menneskeligt og økonomisk tunge løsninger.
Det handler om at investere for at spare, og om at tage ansvar i tide, så vi ikke står med en kæmpe økonomisk opgave senere.
Vi ser, hvordan skolebestyrelser må godkende negative regnskaber, og hvordan mange af vores skolebygninger og faciliteter trænger i den grad til en kærlig hånd.
Vi må heller ikke glemme, at også de højt begavede børn kan mistrives. De har brug for udfordringer, der passer til deres niveau, og det skal vi som kommune kunne tilbyde, både på vores egne skoler og i samarbejde med specialiserede tilbud.
Vi ønsker også mere frihed til skolerne og lærerne. Ligesom den nye ældrelov sætter de ældre fri, skal vi have frisættelse på skoleområdet. Lærerne skal bruge tiden på børnene! Ikke på skemaer og skemaer om skemaer.
Tryghed og trivsel er fundamentet for al læring. Derfor vil vi styrke lærernes viden om tilknytningsbaseret pædagogik, så de bedre kan skabe ro og tryghed i klasserne. Samtidig skal PPR tættere på hverdagen på skolerne, så de kan støtte lærerne løbende i stedet for først at blive kaldt ind, når problemerne er vokset sig store.
Vi lader os inspirere af Forældreskommissionens 11 anbefalinger, som mange kender fra DR’s dokumentar “De tabte børn”. Det Konservative Folkeparti har allerede fået en af anbefalingerne gennemført på finansloven – nemlig etableringen af et nationalt videnscenter for ufrivilligt skolefravær. Nu skal vi tage næste skridt lokalt her i Skanderborg Kommune.
Det er en investering i vores børn. Men i virkeligheden er det en investering i vores fremtid.