Fortsæt til indhold

Randers skal forblive en ægte arbejderby

Ordentlige boliger, fair arbejdsforhold og fællesskab skal sikre en by for alle.

Debat
Dennis BinderupKandidat til byrådet for Enhedslisten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Randers er og skal blive en arbejderby. En by bygget af mennesker, der hver dag får hjulene til at køre – på byggepladserne, i industrien, i velfærden og i butikkerne. Det er de mennesker, der holder Randers i gang, og det er dem, vi skal bygge fremtiden på.

Men alt for ofte bliver der truffet beslutninger, der ikke gavner almindelige randrusianere. Dyre prestigeprojekter og luksusbyggeri skyder op, mens mange har svært ved at finde en bolig, de kan betale. Vi skal have flere almene boliger og bibeholde omkostningsbestemt husleje, så det ikke er spekulanter men mennesker, der sætter dagsordenen på boligmarkedet.

Dyre prestigeprojekter og luksusbyggeri skyder op, mens mange har svært ved at finde en bolig, de kan betale.

Samtidig skal vi sikre, at de mennesker, der arbejder for kommunen, også arbejder under ordentlige vilkår. I dag er mange af kommunens arbejdsklausuler mest hensigtserklæringer, og det er ikke godt nok. Når kommunen bruger millioner af skattekroner på byggeri og drift, skal vi stille krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold. Ingen skal konkurrere på at trykke lønnen ned.

Randers skal være en by med sammenhold, solidaritet og respekt for arbejde. En by, hvor man kan leve godt af sit job, og hvor man har råd til at bo. Som kandidat for Enhedslisten Randers vil jeg kæmpe for, at Randers bliver ved med at være en ægte arbejderby - stolt, solidarisk og til at leve i for alle.