Hvorfor skulle jeg stemme på dig, Tony Coucheron?
Åbenhed, bæredygtige løsninger og velfungerende skoler er nøgleprioriteter.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Du skal stemme personligt på mig, hvis du ligesom mig tænker, at det er tid til forandring, og er enig i nogle af de ting, jeg står for. Her er nogle af mine mærkesager:
Ældreplejen: Ældreplejen skal genoprettes til et værdigt niveau. Syddjurs ligger på en bundplacering blandt alle kommuner i Danmark, når vi kigger på, hvor meget kommunen vil bruge på de ældre, der har behov for pleje. Det vil “kun” koste 5 promille – ja, det var promille og ikke procent. Det er jeg sikker på, at Syddjurs kommunes budget kan finde, så vi kommer op på samme niveau som de andre kommuner i Midtjylland. Tænk sig, at man har betalt sin skat hele livet og så kun tilbydes denne discount-pleje.
Børn og skole: Vores børn, skolerne og børnepasningen skal prioriteres. Lad mig slå fast med 7 tommer søm: der skal ikke lukkes skoler i Syddjurs! Men vi skal se på, hvordan skolerne fungerer nu, for der er problemer. 14 procent af de unge består ikke afgangseksamen, ca. 300 børn oplever skolevægring, og ca. 293 unge er hverken i skole, lærlingeforløb eller arbejde. Det er alt for mange! De skal “fanges” tidligt, og jeg ser gerne flere lokale dagplejemødre i Syddjurs.
Grøn omstilling: Grøn omstilling og grøn energi går jeg helt klart ind for – jeg har selv sat solceller op på min garage. Men når det er sagt: Jeg ønsker ikke de her “jernmarker” – kæmpe solcelleparker. Jeg vil meget hellere se på kornmarker eller om foråret en smuk gul rapsmark. Ja, vi skal have grøn omstilling i Syddjurs, men med måde og rettidig omhu. Fakta taler: En solcellepark ved Kolind vil fylde 109 hektar – eller 153 fodboldbaner – og producere strøm til ca. 30.000 husstande. Men Syddjurs har kun ca. 17.000 husstande. Med seks planlagte kæmpe solcelleparker kan man selv regne ud, hvor meget strøm der produceres, og til hvem? Stop for kæmpe jernmarker – solceller hører hjemme på tagene.
Åbenhed i kommunen: Som det er nu, er Syddjurs en meget lukket kommune. Borgerne kan ikke se, hvad kommunalbestyrelsen og forvaltningen arbejder med og beslutter. Forud for hvert byrådsmøde afholdes et lukket temamøde, som er lukket for offentligheden. For mig virker det som om, at det er til de lukkede møder, det rigtige byrådsmøde afholdes, og at det efterfølgende “opføres” for offentligheden. Lad os få åbenhed og ordentlighed i Syddjurs!
Lufthavnen: Vi er heldige at have en stor og flot lufthavn i Syddjurs, og den skal vi også have fremover. Ja, det koster kommunen ca. 3 millioner kroner om året, men lufthavnen beskæftiger mere end 120 personer, hvor langt de fleste bor i Syddjurs og betaler skat til kommunen – ca. 8 millioner kroner. Det er en god investering. Med den nuværende udvikling vil det på sigt blive endnu bedre.