Klimakamp må ikke ske med bind for øjnene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tak til Lars Søgaard-Jensen og Jakob Thulesen Dahl for jeres engagerede indlæg. Det er altid værdifuldt, når lokale stemmer bidrager til den offentlige debat om klima og natur. Samtidig er jeg opmærksom på, at indlægget – selvom det er underskrevet af formandskabet i Danmarks Naturfredningsforening – også har karakter af et politisk læserbrev i en valgkamps tid.

Som byrådsmedlem i Skanderborg har jeg støttet op om målsætningen om, at kommunen skal være selvforsynende med grøn strøm i 2030. Men jeg har også argumenteret for, at målsætningen bør justeres, for lad os være ærlige: Ingen i byrådet tror vel længere på, at den nuværende målsætning kan nås inden for den fastsatte tidsramme.

Jeg vil samtidig være ærlig om, at jeg i mine tyve år som medlem af byrådet har modarbejdet landbaserede vindmøller. Det skyldes ikke manglende vilje til grøn omstilling – men et ønske om, at den sker med respekt for mennesker, landskaber og dyr. Det er også vigtigt at se på, hvad der faktisk giver mest værdi for pengene.

Ifølge danske data er produktiviteten (load factor) for havvindmøller omkring 62 procent højere end for landvindmøller. Samtidig har havvindmøller en markedsværdi pr. kWh, der er 11 procent højere end landvindmøller. Det betyder, at havvindmøller ikke bare producerer mere strøm – den strøm er også mere værd. Det er en væsentlig forskel, når vi taler om effektiv og ansvarlig grøn omstilling.

Det er nemt at have de “rigtige” meninger, når man ikke selv er berørt af beskæmmende solcelleanlæg eller ødelæggende vindmøller. Jeg ved ikke, om I to har talt med eller mødt de borgere, hvis hjem har været i fare for tvangsekspropriation, eller dem der risikerer at blive teknisk insolvente, fordi deres boligværdi styrtdykker som naboer til store vedvarende energianlæg. Det er virkeligheden for nogle af de mennesker, som jeg også har ansvar for.

Vi skal gøre mere – men vi skal gøre det ordentligt. Klimakampen kræver handling, ja, men ikke hovedløs hast. Vi skal placere løsninger dér, hvor de skaber størst værdi for mennesker, dyr og natur – ikke dér, hvor modstanden er mindst.

Som formand for Skanderborg Forsyning ved jeg, hvad klimatilpasning koster – projektet ved Skanderup Bæk er et tydeligt eksempel på de enorme udgifter, vi allerede står med. Og som byrådsmedlem kender jeg til de reelle problemer ved Mossø, hvor oversvømmelser og klimaforandringer ikke længere er teori, men en daglig udfordring for lodsejere og lokalmiljøer.

Det er stadig relevant at lytte til lokale bekymringer. Som Lars Brunsø fra Mossøs Venner udtrykker det:

“Det, der optager os som gruppe, er hele tilgangen og den ansvarsfralæggelse, som politikerne udøver her. Hvorfor skal det være en storbonde og et energiselskab, der skal lave vores energipolitik? Det skal politikerne tage ansvar for, og det har de ikke gjort. De tørrer den af på lokalbefolkningen på landet, hvor der ikke er ret mange stemmer.”

Grøn omstilling skal ske – men den skal ske med omtanke, med respekt og med lokal opbakning. Det er ikke uansvarligt at stille spørgsmål ved placering og omfang af VE-anlæg. Det er ansvarligt at sikre, at vi ikke skaber nye problemer, mens vi forsøger at løse de gamle.