Nogle gange holder vi fast i mørket, i det tunge, det negative, alle bebrejdelserne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er blevet november. Løvfaldet er slut. De nøgne træer står ensomme i eftermiddagens tusmørke. Før vi når hjem fra arbejde, er det blevet mørkt. Gadelygten må lyse for os det sidste stykke vej ind i hjemmets varme.

Vi putter os godt ind under tæppet. Sluger en ligegyldig serie på Netflix råt eller lægger en bog frem på natbordet. Går i hi. Spejder ud bag ruden. Kun de drivende skyer foran månens svage skær minder os om, at i morgen venter endnu en dag. I mørke.

I vores lokale kirker har vi lige markeret Allehelgen, og mange har søgt tilbage til den bænk, hvor de tog afsked med deres kære. For at mindes, savne og græde. For måske bare at sidde lige så stille. Mærke sorgen. I mørket.

Sorgen og mørket kalder alle vores følelser frem, og vi bliver bevidste om alt det, som vi ikke har magt over. Mennesker, relationer, håb og drømme, som vi har mistet.

På mit natbord ligger i disse dage den svenske forfatter og Nobelpristager Pär Lagerkvists bog ”Det befriede menneske”. I sit forfatterskab kredser Pär Lagerkvist konstant om det menneske, der må kæmpe med mørket, med tvivlen, angsten og ensomheden i lighed med den danske forfatter Martin A. Hansen. Forfatteren får på en stille og fin måde beskrevet ondskab, skyld, angst, det gode og spørgsmålet om Guds eksistens.

En sætning i bogen fik mig til at sætte mig op i sengen:

»Livets rigdom ligger som glemt. Vi slæber kun på dets fattigdom. Vi klynger os til fattigdommen, som den hadende til sit had, som den syge til sin sygdom. I vores armod fortærer vi dens hårde brød og forbander den, som æder ved vores side. Kun rigdommens bord står urørt, uden gæster.«

Jeg måtte tænde lys, stå op og gå lidt frem og tilbage, før jeg helt forstod hvor meget disse sætninger siger om mørket i november, før jeg faldt til ro igen.

Nogle gange holder vi fast i mørket — i det tunge, det negative, alle bebrejdelserne, det der trækker os ned i dagens korte timer. Tankerne kredser om alt det, der kan gå galt. Frygten for morgendagen får os til at vende blikket væk fra alt det, der allerede står foran os: ”rigdommens bord”, urørt, men dækket kun til os. Fyldt med livets lyse, kærlige og nærende gaver.

Jesus siger i Bjergprædiken til sine disciple: »Søg først Guds rige, og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.«

At ”søge Guds rige” – det er at tage imod invitationen fra Jesus Kristus og tage plads ved det bord. For Jesus vil invitere os ind i et rigt fællesskab, hvor vi kan fortælle om mørket i vores liv og fortælle hvorfor vi græder. For han kender os. Svaret og smerten.

For på korset bar Kristus mørket, for at vi aldrig skal bære det og møde det alene. På korset sejrede kærligheden over døden.

Det er besværligt at finde vej i livet. Det er svært at tro. Det er en satsning at håbe på det bedste. Men når vi føler os allermest alene og udelukket fra glæden og rigdommen i livet og kun ser mørket, så kommer Jesus til os og minder os om alt det, vi har glemt, at der er dækket op til os ved rigdommens bord.

Også i november.