»Jeg har også Grenaa i blodet – det betyder ikke, at jeg har et stofmisbrug«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Langt mod øst ligger en by, hvor fuglefløjt og frisk havluft er erstattet af lyden af scootere og lugten af hash.

Her er det ikke politiet, der har magten, men scooterbanderne, der blæser ned ad gågaden. Med stoffer i blodet render mange af byens unge rundt i en rus, der gør, at de kan holde ud at bo i dette gudsforladte sted – hvis de altså de tør at gå uden for hoveddøren.

Sådan fremstilles Grenaa i TV2 Østjyllands nye dokumentar ’Grenaa i Blodet’. I Norddjurs er der flere 9. klasser, der drikker alkohol, ryger tidligere, dyrker sex og begår vold sammenlignet med resten af landets unge.

Ja, der er unge, der ryger hash, og ja, de hænger ud på stationen. Jeg tænker også, at der er problemer med stoffer i Aarhus, Randers eller endda i Skanderborg. Det er klart, at en scooter larmer mere i Grenaa, når den ikke drukner i toner fra et releaseparty på den lokale vinbar.

Men langt størstedelen af byens unge kan faktisk bedst lide at køre på en scooter med begge hjul plantet solidt i den jyske muld, hvis ikke de cykler eller kører i bil i stedet.

Er der flere scootere per indbygger i Norddjurs? Måske, men det er der egentlig ikke noget at sige til, når offentlig transport er et abstrakt koncept de unge mennesker har hørt om i samfundsfag, men ikke kender fra virkeligheden.

Fordomme om Djursland og Udkantsdanmark er der mange af, og dokumentaren gør da også sit for at bekræfte dem alle.

Grenaa er åbenbart synonymt med narko, hvilket dokumentarens titel også insinuerer. Sandheden er bare, at det siger mere om gældende fordomme om Udkantsdanmark, end det gør om livet i udkanten.

Er der kriminalitet i Grenaa? Ja, men det er jo heller ikke så underligt, når politiet er sparet væk i weekenden. Måske er det bare nemmere at give geografi skylden for de sociale problemer i provinsen end at tale om 25 års politisk nedprioritering og centralisering.

Er der unge med et misbrug i byen? Ja, og det er meget vigtigt at fortælle om dem, der kommer ud af det. Det er jeg ikke uenig i. Fortællingen burde være en succeshistorie om en ung mand, der knækkede sit misbrug og kom ud på den anden side.

I stedet bliver hans historie brugt som en rammefortælling i en stereotyp fremstilling af udkantens utilpassede unge, der keder sig så meget, at de tager stoffer og sidder i et venteskur på en station, hvor de kun kan drømme om at hoppe på toget, der kører i én retning, og det er væk.

Faktisk er der mange unge mennesker i byen, der vælger ikke at tage stoffer. Jeg var selv ung i Grenaa, og der var også stoffer i byen for 13 år siden, da jeg selv gik i gymnasiet. Og ja, alle vidste, hvor man kunne købe stoffer, men det betød ikke, at alle gjorde det.

Som gymnasielærer i Grenaa kan jeg ikke genkende det billede, som medierne gerne vil male af byens unge, hvor man slår først og spørger bagefter, og hvor man presses til at ryge hash. Det kan de unge i byen heller ikke.

Mange af byens unge udtrykker også frustration over det billede, der bliver malet af ungdommen i Grenaa. De er ikke enige, og ser ikke sig selv på den måde. En del af dem er dog også opgivende og har modvilligt accepteret, at det er den måde, de bliver fremstillet på.

Det er bare endnu en dokumentar om ”den hvide by”.

Mine børn vokser også op i Grenaa, og som forældre har vi et stort ansvar, når vi skal lære dem at tage de rigtige valg. Vi kan ikke drugteste os ud af problemet og outsource opdragelse ud til pædagoger, folkeskolelærere og kommunalpolitikere. Forældrene har også et ansvar.

Vi skal som forældre forberede vores unge mennesker på de valg, som de selv skal træffe. Vi kan ikke tage valgene for dem, og derfor må vi stole på, at de tager de rigtige beslutninger.

Fortæller vi vores børn, at de skal være utrygge, så bliver de det. Fortæller vi dem, at byen er i forfald, så har vi tendens til at se det på den måde. Og lige netop måden, hvorpå vi taler om Grenaa og udkanten generelt er en stor del af problemet.

Idéen om byen som et voldsparat narkoparadis er lige så meget opretholdt af lokale Facebookfællesskaber og forældrehysteri. Jeg har aldrig følt mig utryg i Grenaa, hverken som ung eller voksen, og de fleste unge i byen kan heller ikke genkende følelsen af utryghed.

Jeg har ofte følt mig langt mere utryg i Aarhus eller København efter mørkets frembrud. Man kan da også overveje, om der overhovedet findes en banegård, der emmer af hygge efter mørkets frembrud? Jeg er langt mere bekymret over, at det nærmeste sygehus ligger 53 minutter væk i bil – lidt hurtigere på en tunet knallert.

Vi er vant til at blive talt ned, glemt og nedprioriteret, og det kommer ikke som en overraskelse, at området igen skal fremstilles som et unikum i social elendighed. Problemet er bare, at de her problemer ikke er unikke for Grenaa, men er nogle problemer, der er til stede i hele landet.

Jeg tænker, at unge i Aarhus er lige så bevidste om, hvor man finder stoffer, som man er i Grenaa. Vi har med et større samfundsmæssigt problem at gøre, og kokainforbruget i Danmark er stigende, hvilket spildevandsanalyser fra flere danske byer også viser.

Vi har ofte medierne på besøg, når der sker noget dårligt. Du kan være sikker på mediedækning, når der er vold, misbrug og drab, men når vi har handlekraftige unge, der laver succesfulde virksomheder eller spændende kulturarrangementer, så er det sjældent en nyhed værdig.

Hvad med de lokale virksomheder, der løfter et kolossalt socialt ansvar, og hjælper de udsatte unge med at komme i arbejde? Hvor er deres plads i fortællingen?

Jeg mener, at fremstillingen af Grenaas unge som en flok lømler på kokain taler ind i et større samfundsmæssigt problem, og den er kendetegnende for diskursen omkring Udkantsdanmark.

Udkantsdanmark er ikke kun narko, butiksdød, fraflytning, aldrende befolkning og et sted for ildsjæle, der ikke vil acceptere, at landområder uundgåeligt er under afvikling. Alligevel er det den måde, vi tænker om en stor del af Danmark på. Det gælder både, om man er på røven i Nakskov eller forelsker sig i nogen, hvor kragerne vender.

Helt grundlæggende hader jeg, at jeg skal bruge begrebet Udkantsdanmark, fordi det opretholder en forestilling om, at der er et A og B Danmark. Og det er en tanke, der gennemsyrer medierne, politik og virkeligheden i landet.

Jeg ved da godt, at det ville være helt vildt smart, hvis alle boede i Aarhus, København, Aalborg eller Odense, så man ikke skulle betale for folkeskoler, politi, lægehjælp, offentlig transport, uddannelse og tilbud til udsatte unge i tyndt befolkede områder, men faktum er, at folk også bor i udkanten.

Når jeg fortæller folk, at jeg er flyttet til Grenaa, så bliver jeg mødt med et undrende blik, og et spørgsmål: ”Er for at komme tættere på din familie?”

Hvorfor skal jeg forsvare min beslutning om at flytte til Grenaa?

Kan man ikke bo i udkanten, fordi det er et dejligt sted med huspriser, hvor man som førstegangskøber faktisk kan købe et hus? Hvorfor er det ikke grund nok?

Der er andet end nedgangsfortællinger i Udkantsdanmark, men så længe vi fastholder de samme fordomme om udkantens forfald, så vil vi altid have en opdeling af vores mentale danmarkskort. Vil vi virkelig afvikling af yderområderne til livs, så skal vi gentænke den måde, vi taler på. Løser det de sociale problemer? Nej, men det er godt sted at starte.