Når det gælder udlændingepolitik, ser SF bort fra statistikkerne, erfaringerne og virkeligheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det lyder pænt, når Søren Frandsen taler om fællesskab og frisind. Men frisind betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for virkeligheden.

Favrskov Kommune bruger 102 millioner kroner om året på ikke-vestlige udlændinge. 38 procent består ikke danskprøven, selv efter fem års gratis undervisning. Kun én person er blevet hjemsendt, selvom mange ikke længere har et beskyttelsesbehov. Og der er et beskæftigelsesgab på hele 13 procentpoint mellem danskere og ikke-vestlige indvandrere.

Det er ikke frisind, det er naivitet. Og det er hverken økonomisk, socialt eller værdimæssigt bæredygtigt.

Når vi i Dansk Folkeparti siger, at der er udfordringer med integrationen, så handler det ikke om at mistænkeliggøre nogen. Det handler netop om at dømme folk på deres handlinger, ikke på deres hudfarve eller oprindelse. Og handlingerne – tallene – taler for sig selv.

Vi dømmer en ideologi, der gang på gang har vist sig uforenelig med et demokratisk og frit samfund. Når vi siger nej til særhensyn, parallelsamfund og islamiske symboler i offentlige funktioner, så gør vi det, fordi vi forsvarer de danske værdier, som har gjort Danmark trygt, frit og tillidsfuldt.

Det er altid de samme, der siger: “Jamen, der er jo også nogle, der klarer sig godt.” Ja, selvfølgelig er der det, og dem skal vi være glade for, men vi bliver nødt til at se virkeligheden i øjnene: Systemet som helhed fungerer ikke. Ikke-vestlige udlændinge koster kommunen uproportionelt mange penge, og vi kan ikke blive ved med at føre en politik, der trækker ressourcer ud af vores fælles velfærd. Det er hverken retfærdigt, ansvarligt eller bæredygtigt, og derfor må vi sætte en stopper for udviklingen, før Favrskov ender i den samme situation, som vi ser i dele af landet.

At Søren reducerer danskheden til, at man “tænker frit, tror frit og lever frit”, er at pille sjælen ud af Danmark. Danskhed er også noget konkret – vores ligestilling, vores tryghed, vores frihed under ansvar og vores respekt for loven. Vi skal ikke have tolerance for intolerance.

Ja, Danmark skal bygge på tillid og respekt, men hvor er tilliden og respekten, når næsten fire ud af ti ikke lærer sproget efter fem år og 21 procent af udlændinge i den erhvervsaktive alder vælger at sidde hjemme på overførselsindkomst?

Vi kan ikke bevare et samfund bygget på tillid, hvis tilliden bliver ensidig.

Vi danskere er forskellige i os selv, og det er smukt. Vi behøver ikke at importere massive kulturelle forskelle for at leve godt sammen. Jeg er nysgerrig over, hvad SF mener, når de siger, at vores værdier skal ‘bygges videre på’. Vi har stærke gode værdier, som skal forsvares og som jeg ikke ønsker tilpasset islamiske normer.

Søren Frandsens tilgang lyder pæn, men den er naiv. Det er netop den tilgang, der i årtier har skabt massive problemer i andre dele af Danmark: Parallelsamfund, ghettodannelser og værdimæssige konflikter, som mange danskere dagligt betaler prisen for.

Ikke alle ideologier er lige gode, og vi har som land både retten og pligten til at stille krav til dem, der kommer hertil. At give frihed til dem, der vil fjerne andres frihed. At give lighed til dem, der vil skabe ulighed og at give penge til dem, der ikke vil være en del af fællesskabet, det er ikke bæredygtigt. Det modarbejder både danskerne og de udlændinge, der faktisk gerne vil være her.

Vi har heller ikke religionslighed i Danmark. Kristendommen og de danske værdier danner fundamentet for vores demokrati, vores skole, vores velfærd og vores menneskesyn. Dem, der bor her, må respektere det.

SF taler ofte om fakta og videnskab, når det gælder klima, men når det gælder udlændingepolitik, ser de bort fra statistikkerne, erfaringerne og virkeligheden. At ignorere virkeligheden skaber ikke fællesskab, men afstand.