Børnene skal have den bedste start på livet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
De første år i et barns liv betyder alt. Det er her, grundlaget for trivsel, nysgerrighed og tryghed bliver lagt. Derfor skal vores vuggestuer, dagplejer og børnehaver have tid og rammer til at give hvert eneste barn den bedste start på livet.
Alle børn er forskellige, og de udvikler sig i deres eget tempo. Det kræver pædagoger, dagplejere, assistenter, medhjælpere og lokale ledere, der har tid til at se, lytte og støtte. Pædagogerne og de andre ansatte i Aarhus gør en kæmpe forskel hver eneste dag. De skaber tryghed, fællesskab og glæde og giver forældre ro i hverdagen.
Men presset er stort. Der mangler kolleger, grupperne er for store, og tiden til omsorg bliver knap. Det slider. Ikke bare på de ansatte, men også på børnene. Når der ikke er tid til at trøste det barn, der græder. Når leg og læring bliver afbrudt af travlhed. Når de voksne må løbe for hurtigt. Så går det ud over børnenes hverdag og deres udvikling.
I Aarhus har vi hele 322 vuggestuer og børnehaver, og jeg har besøgt en meget stor andel af dem. Overalt møder jeg engagerede medarbejdere, der gør deres bedste for børnene, men som samtidig peger på, at presset er stort, og at tiden til nærvær bliver klemt. Der er masser af god pædagogik og mange fine øjeblikke, men børnene kunne få så meget mere, hvis rammerne blev bedre.
Ja, daginstitutionerne i Aarhus har fået lidt bedre budgetter de seneste år og får det også igen næste år, men der er stadig lang vej igen. Minimumsnormeringerne skal helt ned i børnehøjde! Det kræver investeringer. Det kræver politisk vilje. Og det kræver, at vi prioriterer kernevelfærd over prestigeprojekter og skattelettelser.
For børn har brug for nærvær og tryghed, pædagogerne har brug for tid og kolleger, og samfundet har brug for, at vi investerer i de første år. For det handler i sidste ende om børnene og om at give dem den bedste start på livet.